Muligheden for gode naturoplevelser ved Gundsømagle Sø er på vej til at blive væsentlig forøget.
Fugleværnsfonden har købt 21,7 hektar landbrugsjord, så naturreservatet dermed udvides til godt 82 hektar.
Købet af det nye område får stor betydning for biodiversiteten.
- Vi genopretter landbrugsjorden til blandt andet overdrev og enge med vandhuller. Med udvidelsen får vi et reservat i en størrelse, hvor der vil være plads og mad nok til et lille antal helårsgræssende kvæg og heste, der æder varieret. De tager for eksempel tagrør i det tidlige forår og forhindrer på den måde tilgroning af fuglenes yngleområder med ynglesucces til følge, siger naturforvalter i Fugleværnsfonden Søren Ring i en pressemeddelelse.
En anden fordel ved at have køer og heste gående året rundt er, at de skaber ujævnheder i jorden med deres trampen. Det hjælper plantearter til at spire og blomstre på forskellige tidspunkter til glæde for insekterne. Kokasser og hestepærer tiltrækker desuden andre arter, heriblandt gødningsbiller.
Læs også
- Hjælp Mauritz med at finde Valkyrien
- Lukas Graham-stjerne har fået en datter
- Sparetider for ny motorvej kan gå ud over en af Sjællands største ådale og et stort lokalt ønske
- Odderen er vendt tilbage til Værebro Ådal: - Vi troede faktisk det var umuligt
Ifølge Fugleværnsfonden vil omlægningen af de nye jorde fra landbrugsjord til vildere natur samtidig reducere belastningen med næringsstoffer til hele området og også til søen, som er i en ret ringe forfatning.
- Det tager mindst 5-10 år at genoprette naturen på landbrugsjord, men langsomt og i naturens eget tempo kommer vi til at se flere plantearter, summende insekter, kvækkende padder i vandhullerne og fouragerende fugle på engene, siger Søren Ring.
Fugleværnsfonden overtager den nye del af reservatet fra 31. december 2024. Men arbejdet med at genoprette naturen går først i gang omkring oktober 2025, hvor en tidligere indgået bortforpagtningsaftale ophører.
