En ny Lukas Graham-generation er på vej.
Bandets trommeslager, Mark Falgren, også kaldet Lovestick, er blevet far, efter at hans hustru, Tanja Djinovic, har født parrets lille pige.
Det afslører han i en story - et kort, tidsbegrænset klip - på det sociale medie Instagram og bekræfter nyheden over for Ekstra Bladet.
- Der er så mange indtryk, og det er den vildeste oplevelse, skriver den nybagte far til avisen.
Parret afslørede nyheden om familieforøgelsen på Instagram i sommer.
- Inden året er omme, er der landet en ny (Balkan)dronning på matriklen, skrev de med henvisning til Tanja Djinovics serbiske rødder.
- Vi satser på fars temperament og mors hårpragt - bliver det omvendt, så er vi på den!, skrev parret.
Og for at føje endnu mere nuttethed til familieforøgelsen, så fortæller "Far-Falgren" på sine socialemedie-platforme, at datteren skal hede Vega, efter spillestedet i København. Det var nemlig her, Mark Falgren fik overbragt nyheden om, at han skulle være far. Det skete ved, at Tanja Djinovic præsenterede ham for en positiv graviditetstest, inden han skulle på scenen.
- Jeg spillede med graviditetstesten i lommen den aften og vores crew havde lagt sutter på alle trommerne, da jeg kom om bag trommesætter, skriver den lykkelige far til sine følgere.
Mark Falgren er vokset op i Østrup Holme ved Gundsømagle og gik i hele sin folkeskoletid på Margretheskolen, byens folkeskole, hvor den naturligvis stod på masser af tid bag trommerne, og han har sidenhen været på besøg på skolen for at fortælle om sit liv med musik.
Farmor Britta bor den dag i dag stadig i Østrup Holme og har en hel del minder om, at der allerede i en tidlig alder blev spillet trommer på alt hvad lille Mark kunne spille på.

Mark Falgren og Tanja Djinovic mødte hinanden under coronapandemien. De var begge ude at spise og endte til den samme efterfest, hvor der var kemi mellem de to. Da alt var lukket ned, og Mark Falgren ikke kunne turnere verden rundt med resten af Lukas Graham, havde parret masser af tid og ro til at lære hinanden at kende.
Mark Falgren friede på Tanja Djinovics fødselsdag i 2022, og parret giftede sig året efter i Vor Frue Kirke i København. Her sang Lukas Forchhammer for parret.
Lukas Graham udgav sit selvbetitlede debutalbum i 2012, og siden er bandet strøget mod stjernerne. Lukas Graham blev i 2016 nomineret til tre Grammy-statuetter - en af verdens mest prestigefyldte musikprisuddelinger.
Bandet er kendt for hits som "Mama Said", "Happy Home" og "Love Someone".