Lovestick bag trommerne med Lukas Graham

Han har trommet, siden han kunne gå. Det ses tydeligt på den fine skammel, hans mor Britta købte til hjemmet i Østrup Holme for mange år siden. Skamlen var så fin, men den havde også den perfekte højde til at blive trommet på, og i et ubevogtet øjeblik fik unge Mark set sit snit til at tromme løs på skamlen.

- Du kan tydeligt se mærkerne fra trommestikkerne. Så var det slut med, at den skulle være fin. Fra den dag af var den noget, man kunne tromme på, ler Britta Falgren.

Som resten af Danmark følger hun med i, hvordan det går for bandet Lukas Graham. Britta har bare lidt større interesse i succesen end mange af os andre, for bag trommerne sidder hendes søn, Mark Falgren, eller Lovestick som han også kalder sig.

- Han har aldrig villet være andet en trommeslager. Da han var fire år, sagde han, at han ville være verdens bedste. Der var andre i familien, som sagde, at det nok ikke var så let, så Mark prøvede at være lidt mere realistisk. »Så vil jeg være verdens bedste i Danmark,« sagde han. Det har vi moret os over mange gange, smiler Britta Falgren.

Mark Falgrens første trommesæt var i virkeligheden ikke et trommesæt, men der var en frisk leder i det lokale fritidshjem i Gundsømagle, Mogens, som var fiks på fingrene.

- Mogens og Mark byggede et trommesæt af en papkasse - det var stortrommen - noget metal der fungerede som fodpedal og en malerspand og en kagedåse, og så blev der spillet. Mogens var så flink at give Mark trommesættet med hjem, siger Britta.

Allerede som 13-årige spillede han med sin storebrors band på blandt andet Himmelev Gymnasium, hvor Mark Falgren blev præsenteret som »under trommerne er det Mark Falgren«.

Mark Falgren modtog i 2013 prisen som årets trommeslager i Danmark, en pris som også har været givet til Laust Sonne fra DAD og Søren Berlev fra Gasolin. I 2009 vandt han prisen som bedste trommeslager i den internationale musikkonkurrence Emergenza Festival i Tyskland, hvor 6000 bands deltog i konkurrencen.

Så måske Mark under trommerne alligevel havde noget at have optimismen i - drømmen og viljen har i hvert tilfælde rakt til at blive lidt mere end verdens bedste i Danmark.

Læs hele interviewet med Britta Falgren i DAGBLADET Roskilde.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...