Kørestolen er ingen hindring for at danse

Aktivitetscentre gik sammen om julebal.

Aktivitetscentre gik sammen om julebal.

Foto: Privatfoto

80 ældre tilknyttet en række plejecentre indtog Fanefjord Skovpavillion onsdag eftermiddag 11. december sammen med personale fra aktivitetscentrene. 

- Anledningen var julebal med Butterflies, som er en tilbagevendende og skøn tradition for de ældre enten bosat på eller brugere af Fanefjordcentret, Ulvsundcentret og Skovbo aktivitet, fortæller Tine laulund Hansen, der er tilknyttet aktivitetscentret Fanefjord. 

Lars Kleist i skovpavillonen sørgede for julelagkager, kaffe og te, mens duoen Butterflies, der vanen tro var trukket i julemandskostumer, spillede op til dans. 

- Stemningen er ikke til at tage fejl af, den er nærmest løssluppen og overstadig, snakken går og der danses og synges med for fuld skrue i de par timer, det går for sig, fortæller Tine Laulund Hansen og fortsætter:

- Alle kan være med på dansegulvet, nogen svinges rundt i kørestolen, andre har et godt tag i en personale og så vugges der med hofterne i takt til musikken.

Der var mange trætte ben efter eftermiddagens dans, men heldigvis trætte på den gode og sunde måde. 

- Nogen var positivt overrasket over deres formåen på dansegulvet, for når musikken spiller op, så sker der noget og kroppen vil bare i gang. Livsglæde og ”skjult” træning på én gang, det er ren win-win, lyder det fra bevægelsesagenten.

- Juleballet er noget, de ældre ser frem til gennem måneder og det gør personalet såmænd også, for det er en festlig og livsgivende eftermiddag i skønt samvær med de ældre borgere, slutter Tine Laulund Hansen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...