Familieejet firma får pris for at sætte handling bag ord

LH Hockerup har modtaget Klimaprisen 2024. Fra venstre ses direktør Lasse Hockerup, formand for Roskilde Kommunes Klimaråd, Jeppe Trolle (R), og borgmester Tomas Breddam (S).

LH Hockerup har modtaget Klimaprisen 2024. Fra venstre ses direktør Lasse Hockerup, formand for Roskilde Kommunes Klimaråd, Jeppe Trolle (R), og borgmester Tomas Breddam (S).

Foto: Roskilde Kommune

En af landets førende nedrivningsvirksomheder LH Hockerup vinder Roskilde Kommunes Klimapris 2024 for at tage bæredygtighed seriøst og være en medspiller i arbejdet med omdannelse, nedrivning og genbrug. Det skriver Roskilde Kommune i en pressemeddelelse.

Udover høje klimaambitioner arbejder LH Hockerup hen imod på sigt at blive mere social bæredygtig ved at ansætte medarbejdere på kanten af arbejdsmarkedet.

Klimarådet, som har indstillet vinderen af prisen, ønsker at anerkende, at LH Hockerup arbejder med klimadagsordenen og sætter handling bag ordene.

Blandt andet har virksomheden en målrettet strategi om implementeringen af cirkulær økonomi, omlægning til vedvarende energikilder som solceller og luft til vand-anlæg og har udarbejdet sin første ESG-Rapport (environmental, social and governance, red.).

LH Hockerup er et familieejet firma grundlagt i Roskilde i 1974 af Henning Hockerup. I de første mange år udførte LH Hockerup kloakarbejde og private nedrivningsopgaver. Den lille virksomhed voksede dog hurtigt og blev løbende udvidet med flere arbejdsområder og større arbejdsopgaver.

Virksomheden har fortsat hovedsæde i Roskilde, men opererer landsdækkende. Den drives i dag af sønnen Lasse Hockerup.

Prisen er på 50.000 kroner og blev overrakt på konferencen COCONF24, der blev holdt på Roskilde Universitet.

Beløbet skal doneres til et velgørende grønt formål efter eget valg, og LH Hockerup har besluttet at støtte Roskilde Oplevelseshavn.

Valget begrundes med, at foreningen formidler om livet i Roskilde Fjord for både børn og voksne og udbreder kendskabet om alternative fødevarer og bæredygtig produktion. 

Roskilde Oplevelseshavn driver og udvikler flere bæredygtige initiativer som dyrkning i fjordhaver af muslinger og tang, der er med til at sikre et rent havmiljø og en ligevægt mellem beskyttelse og benyttelse af fjordene.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...