Både brand og politi var til stedet med alt, hvad der var behov for, da alarmen om en drukneulykke gik fra Roskilde Havn mandag formiddag. Helikopteren skulle på vingerne, men den kunne ikke lette på grund af tåge.
Heldigvis blev der heller ikke brug for den.
Klokken 11.15 kørte Roskilde Brandvæsen afsted mod Strandgade. Her sad en yngre kvinde, der har psykiske problemer, 20-25 meter ude i fjorden.
- Hun har siddet 20-22 minutter i vandet, men vi har fået hende op, siger indsatsleder Jimmy Byager-Høiland.
Hele redningsaktionen tog en god halv time, og nu tager sundhedsvæsenet sig af kvinden.