- Ja tak, mand!, udbrød en yngre mand spontant umiddelbart efter, at hans 32-årige kammerat var blevet frikendt for meddelagtighed i skuddrabet på en 17-årig dreng og drabsforsøg på to andre i en frisørsalon i 2021. Dermed var den 32-årige efter næsten tre års varetægtsfængsling pludselig en fri mand. Men sådan skal det ikke være, hvis det står til anklagemyndigheden.
- Retten i Glostrup frikendte tre mænd med tilknytning til banden NNV for drab på en 17-årig i en frisørsalon i Rødovre.
- Statsadvokaten i København har anket frifindelsen af den 32-årige til Østre Landsret, mens de to andre frikendelser ikke ankes.
- Skyderiet i frisørsalonen blev anset som en hævnaktion for et drab på et NNV-medlem dagen før.
- Retten fandt ikke tilstrækkelige beviser mod de tiltalte, selvom politiet mente, de var involveret i drabet.
- Forsvarerne udtrykker tilfredshed med frifindelserne, mens anklagemyndigheden fortsætter med at forfølge sagen mod den 32-årige.
Statsadvokaten i København har besluttet at anke frifindelsen af den 32-årige mand, der på gerningstidspunktet var medlem af den senere opløste gadebande NNV, til Østre Landsret. Det bekræfter mandens forsvarer, advokat Peter Secher, over for Sjællandske Nyheder.
Dermed er sagen om drabet 3. december 2021 på den 17-årige bulgarske dreng, der var ansat i frisørsalonen Yomok i Rødovre, og drabsforsøgene på en 15-årig kunde og salonens 28-årige svenske ejer, ikke slut, selvom Retten i Glostrup tidligere på måneden frikendte alle tre drabstiltalte mænd.
Det er dog kun frifindelsen af den 32-årige, der er anket til landsretten. Statsadvokaten har besluttet ikke at føre en ny sag mod de to andre frikendte, en 20-årig svensk mand og en 29-årig dansk statsborger, oplyser deres respektive forsvarere til Sjællandske Nyheder.
Alle tre har nægtet sig skyldige.
NNV stod bag hævndrab
De tre var under byretssagen tiltalt for i forening med to andre navngivne mænd, der foreløbigt kun er sigtet og ikke tiltalt, samt én eller flere uidentificerede medgerningsmænd at have planlagt og udført skudattentatet på frisørsalonen for snart tre år siden.
Københavns Vestegns Politis påstand har været, at de tre tiltalte var tilknyttet banden NNV, og at skyderiet i Rødovre var en hævnaktion for skuddrabet dagen før på et NNV-medlem på åben gade på Indre Nørrebro midt i myldretiden.
Dødeligt skyderi og påsat brand - forstå sagen om Yomok
Fredag den 3. december 2021 klokken 11.24 bliver en 17-årig bulgarsk dreng dræbt af skud i Yomok Herrefrisør på Islevbrovej 32 nær Islev Torv i Rødovre.
Salonens 28-årige svenske ejer får alvorlige skader efter skud i maven, og en 15-årig dreng bliver skudt i hånden. Begge overlever skyderiet.
To mænd på 32 (han var 31 år, da retssagen blev indledt i august 2024) og 29 år, der er danske statsborgere, og en 20-årig mand med svensk statsborgerskab (han var 19 ved sagens start) har været tiltalt for drab, to drabsforsøg samt besiddelse af to skarpladte pistoler på offentligt sted. Københavns Vestegns Politi knytter alle tre tiltalte til den forhenværende gadebande NNV (Nørrebro Nordvest).
De tre mænd har nægtet sig skyldige, og 12. november 2024 blev de alle frikendt af Retten i Glostrup efter en retssag, der blev indledt i slutningen af august.
Politiet mistænker to andre mænd, der er henholdsvis i slutningen af 20'erne og midten af 30'erne for at være en del af drabskomplottet. De er endnu ikke tiltalt, og deres sager vil blive afgjort på et senere tidspunkt, hvis anklagemyndigheden beslutter at rejse tiltale mod dem. Den 35-årige mand er fængslet i en anden straffesag herhjemme, mens den anden sigtede menes at befinde sig i udlandet. Han er internationalt efterlyst.
Frisørsalonen Yomok blev i begyndelsen af februar 2022 - to måneder efter det fatale skyderi - tilmed udsat for et brandattentat, som også kobles til personkredsen omkring NNV på daværende tidspunkt. I 2023 blev tre mænd med tilknytning til NNV kendt skyldige i at have sat ild til salonen.
Den 20-årige svenske mand, der nu er frikendt i drabssagen, er tiltalt for at have været med til brandattentatet mod Yomok. Han udeblev fra retssagen i efteråret 2023 om branden, og han er derfor fortsat tiltalt. Det er uafklaret, hvornår sagen kommer for retten.
Dansk politi har tidligere sagt, at man vurderer, at drabet i frisørsalonen i 2021 var hævn for et drab på et 27-årigt NNV-medlem på Nørrebro dagen før. Det slog Retten i Glostrup også fast i sin dom om drabet i Rødovre.
Det er politiets opfattelse, at bølgen af drab i Danmark såvel som Sverige i december 2021 havde baggrund i en konflikt mellem NNV og det svenske kriminelle netværk Söderkulla navngivet efter sit geografiske tilhørsforhold til Malmø-bydelen af samme navn.
Nævningetinget ved Retten i Glostrup slog i dommen, der blev afsagt 12. november, fast, at det dødelige angreb på frisørsalonen rent faktisk var en gengældelsesaktion planlagt og udført af NNV. Men dommere og nævninge var også enige om, at de under den langvarige retssag ikke havde set beviser nok til at kende de to tiltalte på 20 og 29 år skyldige i, at netop de havde andel i drabet og drabsforsøgene.
Lidt mere tvivl var der om den 32-åriges mulige indblanding i sagen. Et lille mindretal i nævningetinget var parat til at kende ham skyldig, men flertallet fandt heller ikke i hans tilfælde beviserne stærke nok. Derfor blev også han frikendt.
Den 32-årige blev anholdt og sigtet i drabssagen kort før jul 2021, og han nåede at sidde varetægtsfængslet i næsten tre år, før Retten i Glostrup frifandt ham. Forsvarer Peter Secher oplyser, at anklagemyndigheden har anket frifindelsen med påstand om, at den 32-årige i landsretten bliver dømt for de samme forhold, som han var tiltalt for under byretssagen.
Her lød det i anklageskriftet, at den 32-årige aftenen før drabet havde indkøbt blandt andet regntøj, halsedisser og sko, som gerningsmændene var iført under drabet. Desuden mente anklagemyndigheden, at hans lejlighed have dannet samlingssted for de tiltalte før drabet. Endelig var han tiltalt for at have været med i én af de to biler, som politiet mente, at gerningsmændene kørte i til og fra frisørsalonen.
- Det er helt på månen
Over for Sjællandske Nyheder udtrykker Peter Secher forundring over, at anklagemyndigheden har valgt at anke frifindelsen af den 32-årige, og særligt når man samtidig har valgt ikke at anke frifindelsen af den 29-årige medtiltalte.
Det begrunder han med, at det under retssagen blev slået fast, at de to mænd befandt sig sammen i den 32-åriges lejlighed i Emdrup i timerne forud for drabstidspunktet, men at retten ikke fandt tilstrækkeligt bevis for, at de skulle være kørt fra lejligheden til Rødovre for at udføre attentatet.
Også den 20-årige svensker var tiltalt for at have været i lejligheden forud for drabet, hvilket han har benægtet, og retten mente heller ikke, at det kunne fastslås med den fornødne sikkerhed, at han var den tredje mand.
- Det har været politiets teori, at der var tre mænd i lejligheden, som sammen kørte afsted for at begå drabet. Vi ved, hvem to af de tre, der var i lejligheden, er. Det er fint, at anklagemyndigheden ikke anker i forhold til den 29-årige, men så forstår jeg ikke, at man holder fast i min klient, når teorien var, at de var sammen om det. Det er helt på månen, siger Peter Secher.
Tilfreds forsvarer
Omvendt er der tilfredshed hos Louise Traberg Smidt, der har været forsvarer for den 20-årige svensker, som nu er endeligt frikendt i drabssagen.
- Jeg er meget tilfreds med rettens afgørelse, og anklagemyndighedens beslutning om ikke at anke frifindelsen af min klient. Det ligger i tråd med landsrettens vurdering fra tidligere om, at der end ikke var tilstrækkelig begrundet mistanke mod ham til, at han skulle varetægtsfængsles, siger Louise Traberg Smidt til Sjællandske Nyheder.
Hun henviser hermed til, at Københavns Vestegns Politi tidligere i forløbet forsøgte at få den unge svensker varetægtsfængslet i sagen, men at først Retten i Glostrup og siden Østre Landsret fandt grundlaget for tyndt til at sætte ham bag tremmer. Derfor har han været på fri fod under hele retssagen.
Læs også
- Bande stod bag hævndrab - men tre mænd frikendt
- Anklager skal nu granske dom i drabssag efter frifindelser
- Tre mænd frifindes for skuddrab på frisørelev
- Tre mænd frikendt for drab på 17-årig dreng
- Skuddrab og brandattentat - nu er tredje mand dømt for angreb på hårdt plaget frisørsalon
- 'Ukendt' ven og tvivl om mulig flugtrute - her er nogle af stridspunkterne i brutal drabssag
- Anklager om drab på 17-årig: - Der står NNV med flammeskrift over det hele
- 'Ledende bandefigur' vidne i drabssag - kørte han ungt familiemedlem til Danmark før brutalt drab?
- Ond stemning - det 'forkerte' skudoffer afhørt om opsigtsvækkende lydoptagelser
- Svensk teenager siger, at han ville gemme sig i Danmark - nu er han tiltalt for voldsomt skuddrab
- Drabstiltalt købte mørkt tøj i Føtex: - Det var 'bandeuniformer'
- Dreng skudt i dansk-svensk bandekonflikt - nu oprulles sag om brutalt frisørdrab
- Frisørdrab: 31-årig bag tremmer i 1046 dage - uden at være dømt
- Frisørdrab: 28-årig undersøges for hjerneskade
- Anklageskrift: Drabstiltalt købte ind i supermarked før drab
- Teenager dræbt i kugleregn og dreng skudt i hånden: Nu er der nyt om frisørdrabet