Lejres konservative viceborgmester, Grethe Saabye, stopper som spidskandidat efter 15 år i front for partiet i Lejre.
Det oplyser hun i en pressemeddelelse.
Her giver Saabye den begrundelse, at hun ønsker at skabe plads til nye kræfter ved kommunalvalget i 2025.
-Lokalpolitik i Lejre står mit hjerte nært, men tiden er inde til et generationsskifte. Vores parti står stærkt lokalt med et fordoblet mandattal ved sidste valg, og jeg mener, at det er et godt tidspunkt at give stafetten videre. Fornyelse er nødvendigt for at sikre relevans, og de dygtige yngre kræfter skal have god tid til at forme det politiske arbejde i deres billede, så de er topklar til Kommunalvalget i 2025, udtaler 59-årige Grethe Saabye i pressemeddelelsen.
Den erfarne lokalpolitiker uddyber over for Sjællandske Nyheder, at det er hende selv, der har truffet beslutningen om at sige farvel til posten som partiets spids- og borgmesterkandidat.
- Det er min helt egen beslutning og også en beslutning, jeg har truffet for et stykke tid siden. Med et år til valget giver det god mening at melde ud nu, siger Grethe Saabye, der oprindeligt er uddannet jordemoder og tidligere har varetaget posten som sekretariatschef i Landdistrikternes Fællesråd.
- Ikke færdig med lokalpolitik
Viceborgmesteren, der fik tredjeflest personlige stemmer ved det seneste kommunalvalg i Lejre, gør det samtidig klart, at hun ikke er færdig i politik.
På et opstillingsmøde senere på måneden skal De Konservative vælge partiets nye spidskandidat og fastlægge en foreløbig opstillingsliste til kommunalvalget i 2025. En liste, Grethe Saabye fortsat ønsker at være en del af, fortæller hun.
- Jeg er færdig med at være spidskandidat, men jeg er ikke færdig med lokalpolitik. Derfor regner jeg bestemt med at stille op til Kommunalvalget igen og gøre mit bedste for, at Det Konservative Folkeparti også står stærkt i Lejre Kommune efter valget i 2025, siger Grethe Saabye.
Læs også
Politikeren tilføjer, at hun fortsætter i rollen som viceborgmester og formand for Udvalget for Erhverv, Klima og Lokal Udvikling valgperioden ud.
- Vi står midt i arbejdet med en ny erhvervsstrategi, Klimaplan og Kommuneplan. Dét arbejde har jeg tænkt mig at gøre færdigt, så vi fremover kan se tilbage og sige, at vi sammen har skabt en stærkere, tryggere og grønnere fremtid for vores kommune, understreger Grethe Saabye.
Vil hjælpe til
Hun afviser, at det kan blive et problem for en kommende spidskandidat, at den tidligere lokalpolitiske leder med overvejende sandsynlighed også vil tage plads i Kommunalbestyrelsen efter næste valg.
- Den rolle, jeg ønsker mig, er en rolle, hvor jeg hjælper til og kan bringe min erfaring i spil til gavn for De Konservative i Lejre, siger Grethe Saabye, der direkte adspurgt ikke vil udpege sit bud på en konservativ arvtager i Lejre forud for opstillingsmødet.
- Nu skal vi have en demokratisk proces, hvor vi skal vælge en ny spidskandidat. Jeg har noteret mig, at vi har talent i partiet, og derfor er jeg heller ikke bekymret.
Børnebørn og virksomhed
Mere meddelsom er Grethe Saabye, når snakken falder på, hvad der skal fylde mere i hendes liv, når hun drosler ned i politik.
- De sidste tre år har jeg fået fire børnebørn, og herhjemme driver min mand og jeg en virksomhed. Det ser jeg frem til at få mere tid til, siger Grethe Saabye med henvisning til tegnestuen Saabye Arkitekter, som parret driver i Kirke Såby.
De Konservative har i dag fire pladser i Kommunalbestyrelsen i Lejre, hvilket gør partiet til det tredjestørste sammen med SF.
