Frivilligcenter og Selvhjælp Hørsholm har igen i år en gruppe af frivillige, der står klar til at skabe en stemningsfuld og hyggelig juleaften på Selmersbo for de Hørsholmborgere, der har lyst til at fejre højtiden sammen med andre medborgere, unge som gamle, store som små.
Flere frivillige, der tidligere har deltaget i arrangementet, har meldt sig igen i år.
- Forberedelserne er så småt i gang, og de frivillige glæder sig, fortæller Dorrit Krogh og tilføjer, at flere frivillige, der tidligere har deltaget i arrangementet, har meldt sig igen i år.
Selv har hun også været med på juleholdet i flere år.
- Det er bare den bedste juleaften, man kan tænke sig. Både for de frivillige og for gæsterne. Jeg har set, hvordan nogle kommer ind ad døren uden at kende en sjæl, og der går ikke mange minutter, før de er blevet en del af fællesskabet og er midt i en god snak, siger Dorrit Krogh.
Læs også
Julemad og sange
Julearrangementet den 24. december starter kl. 18 og slutter, når alle er mætte og måske lidt trætte, henad kl. 21.
Der startes med et velkomstglas, inden der bliver serveret en helt traditionel julemiddag efterfulgt af kaffe, te og julesmåkager.
Undervejs bliver der sunget alle de gode, gamle julesange og -salmer. Deltagelse koster 150 kroner og sidste frist for tilmelding er 14. december. Billetter kan købes via Frivilligcenter & Selvhjælp Hørsholms hjemmeside
Aktivitetscenter Selmersbo, Selmersvej 13, er nemt at komme til med offentlig transport.