Når man starter bilen og kører ud på Hillerøds veje - særligt i myldretiden - er det tydeligt, at Hillerød er en by i vækst. For mange steder må man pænt trille langsomt afsted i køen af andre bilister og trafikanter, som også skal frem på vejene.
Nu vil politikerne og kommunen gøre noget ved de trafikale udfordringer og inviterer derfor alle, der færdes i byen, til at udfylde et spørgeskema, og alle, der bor i byen, til at deltage i et borgermøde, hvor trafikken er på dagsordenen.
- Der er mange, der gerne vil bo her, og der er mange store virksomheder, som har etableret sig her og vokser. Det giver nogle trafikale udfordringer i og omkring byen. Alle er trafikanter, og der er sikkert mange, der kan genkende problemerne med at komme ind og ud af byen. Et problem, der ikke bliver mindre de kommende år, skriver kommunen i en pressemeddelelse om den nye trafikhøring.
Politikerne glæder sig over, at der er så mange, både virksomheder og borgere, der ønsker at slå sig ned i Hillerød.
- Men vi kan jo også alle sammen mærke, at det giver nogle trafikale udfordringer, som vi bliver nødt til at gøre noget ved. Derfor vil vi gerne høre fra alle, der bor i eller bruger Hillerød, både om deres trafikvaner, men også om hvad der gør en god by, siger formand for Arkitektur, Byplan og Trafikudvalget, Dan Riise (V), i pressemeddelelsen.
Læs også
- Bybusser bliver forsinket i trafikken - nu sætter politikerne ind
- Novo Nordisk sætter bus ind i kampen mod trafikkaos
Borgermøde om trængsel
Frem til den 1. december opfordres alle til at gå ind på platformen Sammen om Hillerød og udfylde det spørgeskema, der ligger der om byens udvikling. På platformen ligger der desuden en række tekster og baggrundsmateriale om trafikudvikling og forskellige tiltag til at mindske trængslen.
Interesserede kan på siden også tilmelde sig et borgermøde om grøn mobilitet og mindre trængsel. Det finder sted onsdag den 13. november kl. 17-20 på Hillerød Rådhus. Der er begrænsede pladser, som uddeles efter først til mølle-princippet. Tilmeldingsfristen er den 7. november.
- Jeg håber, at der er mange, der har lyst til at bidrage, både ved at svare på undersøgelsen og komme til mødet. Vi er alle sammen trafikanter på den ene eller den anden måde, så det er en udfordring, vi alle sammen har, siger Dan Riise.