I efteråret 2021 indgik Roskilde Kommune og BRFfonden en aftale om et kollegium i bydelen Musicon til unge håndværkere under uddannelse.
Næsten to år senere har BRFfondens bestyrelse nu udpeget et vinderforslag i arkitektkonkurrencen om Håndværkskollegiet på Musicon, der blev udskrevet i begyndelsen af året.
Vinderne er et team med LOOP Architects og ReVærk Arkitektur i spidsen, der skal arbejde videre med at realisere kollegiet. I første omgang skal vinderforslaget undergå en videre bearbejdning i samarbejde mellem bygherreteam og arkitekter.
Vinderforslaget fremhæves blandt andet for sin identitet, der passer særdeles godt ind i Musicons særegne arkitektoniske DNA og for i særlig høj grad at anvende genbrugs- og genanvendelige materialer. Forslaget har en knopskydende struktur og en sammenhæng, der understøtter fællesskab både for beboere og omverdenen. Samtidig er forslaget loyalt over for BRFfondens overordnede vision og de underliggende temaer og principper, der er særlige for Håndværkskollegiet på Musicon.
- Vi har helt fra begyndelsen af udviklingsprocessen været ambitiøse og stillet krav, ikke blot som bygherre, men også på vegne af de kommende beboere, klimaet og kollegiets fremtidige naboer. Derfor er vi begejstrede for nu at kunne arbejde videre med et forslag til Håndværkskollegiet på Musicon, der både indfrier de høje forventninger og formår at imødekomme projektets mange forskelligartede interesser og hensyn, siger Kristian May, direktør for BRFfonden, i en pressemeddelelse.
Arkitektkonkurrencen har haft deltagelse af i alt tre tværfaglige teams bestående af blandt andet arkitekter, kunstnere, ingeniører, antropologer og andre relevante faglige kompetencer. Deltagerne har undervejs skullet samarbejde direkte med lærlinge i målgruppen for at afprøve forskellige løsninger, idéer og scenarier.
Selve konkurrencematerialet er også udformet med input fra unge lærlinge, der tilbage i efteråret 2022 var involveret i en række fysiske og sociale afprøvninger i Hal 11 på Musicon, der til formålet var indrettet som midlertidigt kollegie.
Håndværkskollegiet på Musicon ventes at stå færdigt i 2027. Der kommer også til at ligge to andre håndværkskollegier i Horsens og Herning. Kollegiet i Horsens er længst fremme og forventes klar til indflytning i januar 2024, mens kollegiet i Herning efter planen skal tages i brug i maj 2025.
