To unges voldelige adfærd har nu indhentet dem, efter at de var gået fri i flere måneder.
To mænd på 17 år fra Hvalsø blev onsdag varetægtsfængslet frem til den 7. november efter et grundlovsforhør i Retten i Roskilde. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi i sin døgnrapport.
Den ene er sigtet for en episode i maj i Hvalsø Hallen, hvor han ifølge politiet skulle have peget på en anden ung mand med en kniv og derefter gav denne to slag i maven.
Læs også
- Unge røg hash på biblioteket
- Kontaktperson udnyttede den, hun skulle hjælpe
- Voldsomt misbrug hjalp cyklist i retten
- Kørte pige ned i fodgængerfelt - her er straffen
Sammen med den anden 17-årige er han også sigtet for en episode i juni på Hvalsø Station, hvor de sammen skubbede en anden ung mand ind i en hæk og gav ham flere knytnæveslag i ansigtet, mens de filmede det.
Endelig er de to sigtet for vidnetrusler, fordi de i oktober ved to forskellige lejligheder skulle have opsøgt voldsofrene og truet dem, fordi de ville afgive forklaring til politiet om overfaldene.
Begge tog forbehold for varetægtsfængslingen, da de overvejer, om de skal kære den til landsretten.