Der var ingen kære mor, da politiet klokken 22.09 blev tilkaldt til biblioteket i Hvalsø søndag aften. Her fandt de tre unge mennesker, foruden flere åbne vinduer på biblioteket. På biblioteket fandt man en del skrald og tegn på, at der var blevet røget hash på toiletterne.
De unge mennesker blev sat i sving med kost og spand, og måtte selv sørge for at få ryddet op efter sig. Til opgaven fik de tre unge fat på flere af deres kammerater, der tidligere også havde været på stedet. Flere af disse kom retur for at hjælpe med oprydningen.
Foruden et grundkursus i rengøring fik de unge mennesker også besked på at hænge ud andre steder end på biblioteket og deres forældre blev orienteret om hændelsen.