Lyden fra mange sirener runger fredag eftermiddag hen over den centrale Køge, efter at der er meldinger om en brand på Nordhavnsvej i Køge.
Vagthavende ved Brand og Redning Køge havde kort efter klokken 15.00 ikke tid til at fortælle nærmere om situationen, da man fortsat er travlt beskæftiget på Nordhavnsvej 44.
Men klokken 18.30 er der kommet en kort kommentar.
- Vi ved endnu ikke, hvad der er årsag til branden, men det arbejder vi på at afklare, siger beredskabschef Søren Rasmussen fra Brand og Redning i Køge til Sjællandske Nyheder.
Midt- og Vestsjællands Politi beskrev tidligere i et tweet på det sociale medie X kort beskrevet omstændighederne ved branden. Her lyder det:
- Vi er til stede ved en brand i skrotlager på Nordhavnsvej 44 i Køge. Større røgudvikling ses på stedet, hvorfor alle uvedkommende bedes holde sig fra området. Opdateres løbende, skriver vagtchefen.
Vi er til stede ved en brand i skrotlager på Nordhavnsvej 44 i Køge. Større røgudvikling ses på stedet, hvorfor alle uvedkommende bedes holde sig fra området. Opdateres løbene. /Vagtchefen #politi
— Midt-Vestsj. Politi (@MVSJPoliti) October 18, 2024
Klokken 15.30 lyder luftalarmen over Køge. Luftalarmen gentages flere gange i frem mod klokken 16.00, og samtidig ses en massiv røgudvikling fra havneområdet, der sendes ind over den nordlige del af byen. Midt- og Vestsjællands Politi har samtidig udsendt en beredskabsmeddelelse, hvori man blandt andet skriver:
- Advarslen vedrører borgere i hele den indre del af Køge by. Personer i det berørte område skal søge indendørs, lukke døre og vinduer og standse ventilationen. Har man ikke mulighed for det, skal man søge væk ved egen hjælp fra det røgfyldte område, skriver man blandt andet.
Det er anden store brand på Køge Havn inden for blot et halvt år.
- Der er ikke noget skib involveret denne gang, og det er en stor forskel og en stor fordel, siger havnedirektør Thomas Kampmann til Sjællandske Nyheder og fortsætter:
- Samtidig blev branden opdaget rimelig tidligt i processen. Der er tre kraner på i øjeblikket; en som splintrer det ad og to, der hælder vand på, siger Thomas Kampmann og fortsætter:
- Både beredskab og politiet er på stedet, og selvom røgsøjlen fortsat er det forkerte sted (ind over byen, red.), ser det ud til at røgen er mere grå end sidst (ved branden i april), hvor den var meget gullig, siger havnedirektøren og nævner det umiddelbart som et godt tegn.
Han er for nuværende derfor er en anelse mere optimistisk omkring brand- og røgudviklingen end ved branden i april, hvor store dele af byen måtte rømmes og evakueres grundet den giftige røg.
Thomas Kampmann oplyser klokken 15.40, at det endnu er alt for tidligt at spekulere i årsager til branden.
Kort efter klokken 16.00 lød beredskabsmeddelelsen ligeledes på telefoner i området, hvor Midt- og Vestsjællands Politi skriver:
- Politiet advarer: Der er udbrudt brand på Køge Havn, Pacific Kaj, og du befinder dig i et potentielt fareområde, da røgen spreder sig over Køge midtby. Gå indenfor. Luk vinduer og døre, skriver beredskabet.
Vi arbejder sammen med brandvæsnet hårdt på at få styr på ilden. Vi er pt ved at danne os et overblik over hvordan røgen udvikler sig og vi opdaterer vores varsling så snart vi kan sige mere #politidk
— Midt-Vestsj. Politi (@MVSJPoliti) October 18, 2024
Klokken 16.14 lyder det videre fra Midt- og Vestsjællands Politi på X:
- Vi arbejder sammen med brandvæsnet hårdt på at få styr på ilden. Vi er pt ved at danne os et overblik over, hvordan røgen udvikler sig, og vi opdaterer vores varsling, så snart vi kan sige mere, skriver politiet.
Branden på Køge Havn påvirker desuden togdriften. DSB skriver således fredag eftermiddag, at:
"Der kører i øjeblikket ingen S-tog mellem Køge og Ølby. Der kører samtidig også færre S-tog mellem Ølby og Solrød Strand. Det skyldes brand og kraftig røgudvikling ved Køge Havn. Vi ved endnu ikke, hvornår vi kan køre normalt på strækningen. Der vil ikke blive indsat Togbusser. Vi opdaterer løbende og senest igen kl. 17:00."
Kort efter klokken 16.30 lysner det imidlertid, fortæller havnedirektør Thomas Kampmann:
- Der er ved at være styr på det, fordi det er blevet opdaget så tidligt, og fordi der er en massiv indsats i gang, siger Thomas Kampmann til Sjællandske Nyheder.
Klokken 16.50 kunne Midt- og Vestsjællands Politi også udsende en afvarsling af branden. Her skrev man følgende i en beredskabsmeddelelse:
- Dette er en afvarsling af beredskabsmeddelelse fra Midt- og Vestsjællands Politi. Branden på Køge Havn er nu så meget under kontrol, at politiet kan ophæve varslingen af Køge by. Der er nu kun fare forbundet med røgudviklingen på selve havnepladsen i Køge, hvor brandvæsnet i øjeblikket arbejder med at slukke branden. Der udsendes afvarsling over sirenerne i området. Personer i Køge by kan dermed igen færdes frit. Hvis man føler ubehag som følge af at have indåndet røgen, så skal man kontakte 1813, lød det fra politiet.
