Afdød milliardærs hesteejendom i særklasse er nu til salg, og den byder på faciliteter, der kan få selv de mest kræsne hestefolk til at spærre øjnene op.
- En spektakulær hesteejendom i Lynge er sat til salg for 95 millioner kroner.
- Ejendommen, Stutteri Kærhøjgård, strækker sig over 9,2 hektar og er designet med fokus på heste og ejere.
- Faciliteterne inkluderer en stor indendørs ridebane, 20 bokse, og avancerede træningsmuligheder.
- Boligen har syv værelser og tilbyder luksus som en paddlebane og pool.
- Ejendommen ejes af Jette Rasmussen og Christina Henriksen, datter af afdøde Michael Henriksen.
Er du hesteinteresseret, og har du en større formue, så har du nu mulighed for at få fingrene i en spektakulær hesteejendom i Lynge.
Ejendommen Stutteri Kærhøjgård på Kærhøjgårdsvej mellem Uggeløse og Vassingerød er netop sat til salg for den nette sum af 95 millioner kroner, og er ifølge Boliga 'nærmest er det ultimative for enhver hesteelsker. Ejendommen breder sig over 9,2 hektar og er skabt med særligt fokus på både hestene og deres ejere.
De nuværende ejere af ejendommen er ifølge Tingbogen Jette Rasmussen og hendes datter Christina Henriksen, der også er datter af forretningsmanden Michael Henriksen, som stod bag blandt andet City Container og Norrecco. Han omkom, da han styrtede ned med en helikopter i 2014.

20 rummelige bokse
Det er sjældent at finde en ejendom, hvor hestene er så privilegerede som her, lyder det videre.
Ejendommen byder på et ridehus med målet 35 x 70 meter, 20 rummelige bokse, fire klargøringspladser, vibrationsbånd og vandbånd. En walker med plads til seks heste samt mulighed for longering er der også. Uanset om det er dressur, springning eller blot en afslappet ridetur, byder ejendommen på det hele – inklusive en udendørs ridebane, vinter- og sommerfolde samt dedikerede sygefolde.
Læs også
- Milliardær dræbt i helikopterstyrt
- Firmasalg giver arvinger 600 millioner
- Grusgrav til salg: Afdød milliardær sælger ud
Pool og paddlebane
Foruden de luksuriøse hestefaciliteter er der naturligvis også masser af luksus i boligen til hestenes mennesker.
Ejendommen rummer desuden et hus med syv værelser fordelt på et boligareal på 287 kvadratmeter.
- Vi er i hjertet af Nordsjællands natur. Både i nærheden af den toprangerede golfbane The Scandinavian, hvor Henning Larsen har designet klubhuset. Og i den anden retning fra hovedhuset er der ikke langt til hverken Buresøen, der putter sig i istidens tunneldal, eller ruinerne af Ebbe Skjalmsens Bastruptårn, hvor hans folk overvågede datidens vigtigste færdselsårer”, skriver liebhavermægler Ivan Eltoft Nielsen om hesteejendommen, der også har paddlebane og solbeskinnet pool direkte fra orangeriet, lyder det på ejendomsmæglerens hjemmeside.
