Nu kommer der mere ro på trafikstøjen - men det stopper ikke der

Støjkriger og byrådspolitiker glæder sig over, at der nu gribes ind for at reducere trafikstøj ved at sænke hastigheden på flere vejstrækninger.

Foto: Allan Nørregaard

Tal fra 2021 viser, at hver femte borger i kommunen er udsat for trafikstøj på mere end 58 dB, som er skillelinjen for at være belastet af trafikstøj. Trafikstøjen har af samme årsag fyldt meget på den politiske dagsorden gennem årene. 

Et af ønskerne har været at reducere trafikstøjen på en række bynære veje. Det er netop blevet en realitet, efter Nordsjællands Politi har  godkendt Furesø Kommunes anmodning om at sænke trafikhastigheden ved seks af kommunens større vejstrækninger. 

Det glæder byrådsmedlem Anders Medum Groth (RV), der længe har været en markant stemme i kampen for at få dæmpet trafikstøjen.

- Jeg er rigtig glad for, at det nu endelig lykkes at få hastigheden sat ned på en del af vores bynære strækninger. Nu kommer der en smule mere ro fra trafikstøjen på vores lokale veje i kommunen, og vi leverer dermed en del af vores ansvar i forhold til at få trafikstøj til at fylde mindre, siger Anders Medum Groth i en skriftlig udtalelse til Sjællandske Nyheder.

Den Korte Version
  • Furesø Kommune har fået godkendt en anmodning om at sænke hastigheden på seks større vejstrækninger for at reducere trafikstøj.
  • Byrådsmedlem Anders Medum Groth har været en central figur i arbejdet med at mindske trafikstøjen og glæder sig over de nye tiltag.
  • Der er håb om, at statslige midler vil bidrage til yderligere støjbekæmpelse, især på Fiskebækbroen og langs motorvejen.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Skal ikke være gennemkørsel

Han har blandt andet siddet som medlem af et §17 stk 4-udvalget om trafikstøj i kommunen - et midlertidigt udvalg, der havde til opgave at komme med anbefalinger til, hvordan trafikstøjen kunne nedsættes. 

Ved årsskiftet fik han desuden gennemført, at Furesø Kommune kom med i det tværkommunale samarbejde Silent City, hvor 16 kommuner omkring hovedstaden er gået sammen om at mindske trafikstøj. Blandt andet gennem rapporter, der har kortlagt, hvordan hastighedsbegrænsninger kan mindske antallet af boliger, der er støjbelastede, uden det har en mærkbar indvirkning på transporttiden.

- Vores byer skal ikke være hurtige gennemkørselsårer. Det skal være steder, hvor det er godt at bo og være. Den transformation er vi nu godt i gang med, og vi skal videre af den vej. Der er ingen grund til, at man skal køre hurtigere end 50km/t i bynære områder, og det er oplagt at arbejde videre med Bistrupvej og Slangerupvej, som begge er meget tæt på boliger. Der skal vi også have støjen ned.

Læs også

Fiskebækbroen mangler

En af de steder, hvor Anders Medum Groth og andre lokalpolitikere gennem årene har forsøgt at få nedsat hastigheden, er på Fiskebækbroen, der fører Hillerødmotorvejen over Farum. Det kræver penge fra de statslige støjpuljer.

- Jeg ser meget frem til, at staten så forhåbentligt snart vil levere på deres del, ved at få sat støjbekæmpelse op af motorvejen gennem kommunen og på Fiskebækbroen. Med vores lokale nedsættelse opnår vi mindre støj både for mange borgeres private bolig, men også for vores dagtilbud og dagpleje i Farum Midtpunkt, lyder det fra Anders Medum Groth.

Han glæder sig også over, at den netop godkendte hastighedsnedsættelse kan øge trafiksikkerheden.

- Reduktionerne vil alt andet lige medføre, at flere af vores veje opnår en større trafiksikkerhed, så vi forhåbentligt kan se færre trafikuheld, som vi ellers har set en del af i Farum på det sidste, skriver han til Sjællandske Nyheder.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...