Der blev skrevet historie, da Roskilde og AB tørnede sammen på fodboldbanen. På trods af køligt og blæsende efterårsvejr blev der gået til den, men det var hverken spillet eller resultatet, der gjorde kampen historisk. Det var spillerne selv.
Det usædvanlige ved kampen på Lillevang Idrætscenter var, at alle spillerne tilhørte kategorien Grand Old Master og var over 80 år.
- Vi har ikke prøvet at køre med spillere på 80 år og op tidligere, siger Werner Rylander.
Han er holdleder i Himmelev-Veddelev Boldklub, som er med i Roskildeegnens Oldboys Sammenslutning (REOS). Det var dem, som stillede med Team Roskilde og havde arrangeret kampen mod Akademikernes Boldklub.
Og selvom det efter en times spilletid endte med et nederlag til Team Roskilde på 2-6, var de ældre fodboldherrer alligevel ved godt mod efter kampens afslutning.
Vokset gevaldigt
Ole Schneider er en del af den styregruppe i REOS, som har været en drivkraft i at arrangere kampen. Han mener, det er vigtigt at holde sig i gang, selvom kroppen bliver ældre.
- Man bliver ikke for gammel til at dyrke motion, og det vil altid være vigtigt, siger han.
Styregruppen er repræsenteret med medlemmer fra forskellige lokale klubber. Udover Ole Schneider, som er fra Vindinge, består styregruppen yderligere af Tom Petersen fra Himmelev-Veddelev Boldklub og Hans Christian Nielsen fra Lejre.
De har set fællesskabet vokse gevaldigt på 15 år. Og ligesom styregruppen kommer spillerne også fra forskellige, lokale klubber i Roskilde og omegn.
- Vi er gået fra at være et lille fællesskab, der startede med måske seks eller otte medlemmer, til i dag at have 96 registrerede medlemmer, fortæller Ole Schneider.
Derfor kan det vist godt kaldes et højdepunkt, at grønsværen kunne fungere som scene til en kamp som denne.
- Man har jo ikke set en kamp afholdt med spillere over 80 på denne måde før, så det er historisk, at vi kan afholde denne slags legendekamp, siger Ole Schneider.
Fællesskab er vigtigt
Werner Rylander er enig med Ole Schneider i, at fodbold er meget vigtigt på trods af spillernes høje aldre.
- Fodbold har stor betydning for det daglige velvære, og det er også et vigtigt socialt element, siger han.
Om der i fremtiden skal arrangeres turneringer for folk over 80 år, må fremtiden vise.
- Det må blive afgjort på kommende generalforsamlinger, siger Werner Rylander.
