Græsset er blevet klippet kun få timer inden, banen i AB’s anlæg i Bagsværd skal være centrum for Nations Cup. Her viser 118 fodboldspillere, at hvis man holder sig i gang, kan man spille bold på landsholdet i en høj alder.
I Nations Cup mødes spillere fra Danmark, Tyskland, Wales og England i kampe for enten 70+ eller 75+.
Første gang er Danmark-Tyskland for 70+. De tyske spillere står og tripper. De mangler deres spillertøj, som er på vej i en taxa, sammen med spillerne fra holdet på 75+.
- Vi vil tabe. I Tyskland spiller vi ikke så lang tid. Hvis vejret er som her, spiller vi 30 minutter per halvleg, lyder det fra den tyske spiller, Paul Michäelsen, som mindes en vis EM-kamp fra 1992, hvor tyskerne troede, det ville blive nemt at vinde over det danske hold - men sådan gik det bare ikke.
Denne gang spiller 70+ holdene både med 11 spillere og to gange 45 minutter.
Kampen bliver forsinket i 20 minutter, og de tyske spillere får ikke meget tid til opvarmning. Men de kommer i deres spillertøj, og kampen fløjtes i gang.
En gruppe walisere står og kigger på.
- Vi tjekker konkurrenterne, siger en mand muntert.
Mange udskiftninger
Sidste år i august var Roskilde-Egnens Old-boys Sammenslutning (REOS) vært for VM for spillere over 70 år og over 75 år, hvor fodboldspillere fra flere lande dystede.
Det gav blandt andet gode relationer til det engelske landshold, som gerne ville komme tilbage til Danmark og spille en landskamp. Det hørte Wales og Tyskland om, og så ville de også være med.
England, Wales og Tyskland har officielle landshold, mens det danske hold eksempelvis er sammensat af spillere fra flere klubber. Cirka halvdelen er dog fra REOS.
- Vi har lært af vores erfaringer, så der er mange i truppen, siger Hans Christian Nielsen og forklarer, at spillerne derfor kan blive skiftet ud i tide, så de ikke får skader.
Der er flyvende udskiftninger og ingen kvote.
Hans Christian Nielsen er udover at være fodboldspiller i FC Lejre også medlem af styregruppen bag REOS-fodboldfællesskabet og medlem af styregruppen bag Nations Cup 70+ 2023.
Efter godt fem minutter får Danmark mulighed for straffespark og kommer foran 1-0.
Allerede tre minutter senere er bolden igen i tyskernes mål. Og sådan fortsætter kampen, hvor danskerne har overtaget og ender med at vinde 5-0.
75+ holdene spiller syvmands og to gang 30 minutter. Der er god sportsmandsånd, så et par danske spillere skal spille på det tyske 75+ hold.
Nations Cup spiller igen onsdag og torsdag på AB’s baner på Skovdiget 1 i Bagsværd. Kampene er i gang fra klokken 9.30-16.


