Den danske sangerinde og sangskriver Laura Illeborg er afgået ved døden.
Det oplyser hendes mand, Jakob Kvist, i et opslag på Facebook.
- Det er ubærligt at skrive disse linjer, for Laura var min elskede kvinde og eneste ene igennem 33 vidunderlige år. Hun var mor til vores tre børn, som nu, ligesom jeg, står fortvivlede og amputerede tilbage. Derudover var Laura en højtelsket ven for utallige, generøs, kærlig, klog og morsom som få, skriver Jakob Kvist blandt andet i oplaget, der indtil videre er blevet mødt med et hav af reaktioner og varme kommentarer.
Hjerneblødning under koncert
I lørdags optrådte Laura Illeborg med sin mangeårige samarbejdspartner, Niels Dahl, på scenen i Tisvildeleje, hvor publikum var inviteret til at komme med på hele hendes musikalske rejse.
Det gik dog langt fra efter planen. For midt under koncerten blev Laura Illeborg ramt af en hjerneblødning – en hjerneblødning, hun aldrig kom sig over.
- Laura døde alt for tidligt, men vi finder en lille trøst i, at hun faldt om midt i det, hun elskede allerhøjest. Midt i en koncert i lørdags, midt i et nummer, blev hun ramt af en massiv hjerneblødning, og hun vågnede aldrig igen. Tirsdag aften erklærede vi hende død, og hendes store hjerte vil nu forhåbentlig som det allersidste give nyt liv et sted derude, skriver hendes mand i Facebookopslaget.
Laura Illeborg blev 55 år gammel. Hun er kendt for at stå bag numre som 'Lidt In Love', 'Huller I Luften' og 'Lyv Mig Natten Lys.’