Wolt er populær som aldrig før - men naboer plages af støj og massiv trafik

Beboere i ældreboliger er nærmeste naboer til Wolt Market. De føler sig blandt andet generet af forøget trafik af store lastbiler i baggården.

Flere gange dagligt kommer lastbiler - nogle gange meget store af slagsen - for at levere varer. Det foregår meget tæt på boligerne.

Flere gange dagligt kommer lastbiler - nogle gange meget store af slagsen - for at levere varer. Det foregår meget tæt på boligerne.

Foto: Privat

Mens Wolts lyseblå bude bringer mad og dagligvarer ud til stor glæde for et stigende antal danskere, er udbringningsfirmaet omvendt blevet ét langt mareridt fra tidlig morgen til sen aften for en række ældre mennesker, der bor side om side med Wolt Market.

Den Korte Version
  • Beboere ved Wolt Market i Rødovre klager over øget trafik og støj fra lastbiler og kurerer.
  • Wolt Market fungerer som et virtuelt supermarked, hvor varer bestilles via app og afhentes eller leveres.
  • Wolt Markets direktør forsvarer trafikken som nødvendig for virksomheden og siger, at man ikke kan sammenligne med Aldi, der tidligere lå på stedet.
  • Beboerne er også indimellem generet af støj i sene aftentimer, men Wolt Market fastholder sine åbningstider.
Dette resumé er genereret af kunstig intelligens og kvalitetssikret af journalister.

Siden Wolt Market i december sidste år flyttede ind i stueetagen på Roskildevej 252 nær Damhustorvet i Rødovre, er mængden af både lastbiler og personbiler i ejendommens baggård ifølge beboerne steget voldsomt.

Læs også

Samtidig klager beboerne i ejendommen, der huser Rødovre Ældreboligselskab, over støj fra både fra budene, der kaldes kurerer og fra selve Wolt Market. Stedet fungerer som afhentningscentral for de Wolt-kurerer, der bringer dagligvarer ud til kunder, som har afgivet ordre via Wolts app. På samme måde som når man bestiller mad fra sit yndlingsspisested til levering med for eksempel Wolt eller Just Eat.

Det er i det lille forlokale, at kurerer eller kunderne selv afhenter bestillingerne foretaget på Wolts app.
Det er i det lille forlokale, at kurerer eller kunderne selv afhenter bestillingerne foretaget på Wolts app. Foto: Morten D. Christensen

Det er altså ikke et traditionelt supermarked, hvor kunder går ind fra gaden og selv tager varer ned fra hylderne og betaler ved udgangen. Medarbejdere i Wolt Market pakker ordrerne, som så enten bliver bragt ud til kunden, eller som kunden selv kan afhente på stedet. Wolt Market kalder sig selv et "virtuelt supermarked."

- Det stresser beboere meget, at der er trafik frem og tilbage i gården i op mod 17 timer i døgnet. Det er dødurimeligt, at der maksimalt er syv-otte timer i døgnet, hvor der ikke konstant er larm og trafik i gården og uro fra Wolts lager i stueetagen, siger Henrik Christophersen, der bor i ejendommen på hjørnet af Roskildevej og Auroravej i Rødovre, og sidder i afdelingsbestyrelsen for Rødovre Ældreboligselskab.

- Sådan var det ikke tidligere med Aldi, men det er opstået efter, at Wolt Market er rykket ind, tilføjer han.

Hvad er Wolt Market?

  • Wolt Market driver 10 butikker i Danmark. De ligger alle i de større byer.
  • I hovedstadsområdet findes Wolt Market i Rødovre (Roskildevej 252), Søborg (Telefonvej 8), Sydhavnen (Bådehavnsgade 4), Amager (Laplandsgade 4), København Centrum (Landemærket 29) og Københavns Nordvestkvarter (Glasvej 3).
  • Wolt Market kalder sig et virtuelt supermarked. Konceptet er, at kunden i Wolts app bestiller de ønskede dagligvarer, som så enten leveres på den ønskede adresse inden for højst 30 minutter, eller selv tropper op i den valgte Wolt Market og får de færdigpakkede varer udleveret af en medarbejder.
  • Wolt Markets butikker drives af den selvstændige virksomhed Wolt Services Danmark ApS, der er en del af den verdensomspændende Wolt-koncern, som blev stiftet i Finland i 2014. I 2022 blev virksomheden opkøbt af det børsnoterede amerikanske selskab DoorDash.
  • Budene, eller de "eksterne kurerpartnere", som Wolt kalder dem, er ikke ansat af Wolt. Kurererne er selvstændige erhvervsdrivende. Medarbejderne i butikkerne er ansat af Wolt Market og på overenskomst med HK.
Kilde: Kilde: Wolt Market

Lastbiler blokerer

Sjællandske Nyheder har i løbet af 2024 flere gange talt med beboere om deres oplevelse af, hvordan hverdagen har ændret sig efter, at Wolt Market åbnede i de lokaler, hvor Aldi ellers har haft butik siden opførelsen i 1990'erne.

Naboerne fortæller om, at der nu kommer lastbiler op mod otte gange dagligt for at levere varer til Wolt Market ved vareindleveringen i baggården. Ifølge beboerne fik Aldi typisk besøg af én til to lastbiler om dagen. 

Hertil kommer de skraldebiler, der naturligt nok skal afhente hele ejendommens affald.

Der er også set et eksempel på, at en lastbil parkerer henover cykelsti og busstoppested på Roskildevej for at læsse varer af til butikken.
Der er også set et eksempel på, at en lastbil parkerer henover cykelsti og busstoppested på Roskildevej for at læsse varer af til butikken. Foto: Privatfoto

I juli udstedte Rødovre Kommune et påbud til Wolt Market om, at varelevering og afhentning af affald med lastbiler kun må ske på hverdage mellem klokken 7 og 18 samt om lørdagen mellem klokken 7 og 14. Forud for påbuddet var der flere eksempler på, at varer blev leveret med lastbil uden for disse tidsrum, der har udgangspunkt i Miljøstyrelsens vejledende grænseværdier for støj.

Selv om beboerne oplever, at påbuddet har hjulpet og de fleste lastbiler kommer inden for det tilladte tidsrum, ændrer påbuddet ikke noget på hverken antallet eller størrelsen af de lastbiler, der leverer varer til Wolt Market.

Én lastbil i færd med at læsse varer af til Wolt Market. En anden holder og venter på at komme til og blokerer i mellemtiden porten, der er adgangsvej til gården og boligerne.
Én lastbil i færd med at læsse varer af til Wolt Market. En anden holder og venter på at komme til og blokerer i mellemtiden porten, der er adgangsvej til gården og boligerne. Foto: Privatfoto

Frygter den dag en ambulance skal frem

Efter beboernes opfattelse er nogle af lastbilerne da også meget store og fylder ganske meget i gården. Det gør det svært for andre bilister og fodgængere at komme forbi, ligesom de holder foran trappe- og elevatortårnet til boligerne på første og anden sal.

Problemerne bliver ikke mindre, når der er flere lastbiler samtidig. Så kan ind- og udkørslen til Auroravej været helt blokeret i længere tid, lyder det fra flere beboere, som Sjællandske Nyheder har talt med.

- Det er sket, at sygetransporter ikke kan komme ind, og vi frygter den dag, hvor en ambulance skal frem til et hjertestop, mens porten er blokeret, siger Tim Rasmussen.

Han har som formand for afdelingsbestyrelsen fået mange henvendelser fra beboerne med klager over Wolt Market, og han har løbende forsøgt at have en dialog med både repræsentanter for Wolt og Rødovre Kommune. Det var kommunen, der efter først at have givet Wolt Market afslag på ibrugtagningstilladelse, senere godkendte, at Wolt Market kunne åbne i den tidligere Aldi-butik.

Læs også

Kan ikke sammenligne med Aldi

Direktør for Wolt Market, Mikkel Freiesleben, siger til Sjællandske Nyheder, at han godt forstår, at beboerne ikke synes, det er dejligt med mere trafik i gården. 

Men han siger også, at man ikke kan bruge forholdene under de mange år med Aldi til at sammenligne med de nuværende forhold omkring Wolt Market. Han selv har en fortid som regionschef i supermarkedskæden Aldi, som endte med at lukke helt i Danmark.

- Hvis der lå en Netto eller Rema 1000 dér, så kan jeg love dig for, at der ville være endnu flere lastbiler og endnu mere trafik. Man kan ikke bruge den tidligere butiks (Aldi, red.) succes som målestok på, hvad der er en fair trafik på det her lejemål. Vi er en virksomhed, der heldigvis har succes på placeringen, og det giver dén trafik. Det er det, der skal til for at drive en dagligvarebutik, siger Mikkel Freiesleben.

Han forklarer det højere antal vareleveringer til Wolt Market med, at man modsat Aldi ikke har eget centrallager.

- Vi får leveret vores varer på en anden måde. Vi får varer fra både store og små leverandører, men igen er det ikke Aldis driftsmodel, der skal sætte en præcedens for, hvordan den butik skal drives, pointerer direktøren og tilføjer:

- Vi prøver ligesom alle andre virksomheder at optimere vores varemodtagelse, så vi får så få leveringer som muligt, fordi det er en forstyrrelse af vores drift hver gang, der kommer varer. Men derudover vil vi gøre det, der skal til, for at få de varer til vores butik, som efterspørgslen kræver, siger Mikkel Freiesleben.

Det er den relativt smalle port hér, der er eneste adgangsvej til ejendommens parkeringsplads. I modsatte ende er der indkørsel forbudt.
Det er den relativt smalle port hér, der er eneste adgangsvej til ejendommens parkeringsplads. I modsatte ende er der indkørsel forbudt. Foto: Morten D. Christensen

Støj i sene aftentimer

Naboernes utilfredshed handler om meget andet end forøget lastbiltrafik i gården. Mens Aldi havde åbent i tidsrummet 8 til 21, er Wolt Market åbent helt til klokken 23. Fredag og lørdag tilmed frem til midnat.

Det betyder, at nogle beboere indimellem er generet af støj fra butikken i de sene aftentimer og nogle gange omkring midnat. Tim Rasmussen og hans kone bor i en lejlighed lige over Wolt Market, og de har flere gange oplevet høje lyde fra den udskældte underbo, når de er gået i seng.

- Nogle gange får man et chok omkring midnat, når et eller andet ryger på gulvet, eller de kører rundt med varer på palleløftere dernede. Det synes jeg ikke er i orden, siger Tim Rasmussen og tilføjer, at det også kunne ske i Aldis tid, men ikke på de sene tidspunkter, som er tilfældet efter Wolt Markets indtog.

Ifølge direktør Mikkel Freiesleben gør medarbejderne i Wolt Market, hvad de kan for at undgå at støje.

- Vores palleløftere er nok de mest stille på markedet, og vores medarbejdere er instrueret i at flytte så lidt rundt på ting som muligt om aftenen. Der er ikke planlagt større og støjende opgaveløsning i de sene nattetimer, men der kan være tilfælde, hvor medarbejderne ikke er blevet færdige med opgaverne i løbet af dagen, siger Mikkel Freiesleben.

- Jeg synes selvfølgelig, det er ærgerligt, at nogle beboere har den oplevelse. Vi har gjort, hvad vi kan for at reducere det, og det vil ske en gang i mellem. Men det er ikke vores hensigt, fortsætter han.

Har I overvejet, om jeres åbningstider er de rigtige i en beboelsesejendom?

- Ja, det har vi. Og vi holder fast i vores åbningstider på nuværende tidspunkt, lyder det fra Mikkel Freiesleben.

Ifølge ham er adressen i Rødovre god for Wolt Market, fordi den ligger centralt i forhold til mange kunder. Samtidig er det set med Wolt-briller ideelt, at der allerede er en rampe til varelevering samt parkeringspladser i gården.

Tim Rasmussen (t.v.) og Thomas Heim er blandt de beboere, der er utilfredse med forholdene efter, at Wolt Market er åbnet i den tidligere Aldi-butik på Roskildevej i Rødovre.
Tim Rasmussen (t.v.) og Thomas Heim er blandt de beboere, der er utilfredse med forholdene efter, at Wolt Market er åbnet i den tidligere Aldi-butik på Roskildevej i Rødovre. Foto: Morten D. Christensen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...