Ægteparret Price folder mordgåde ud i fælles debut

Ægteparret Anette og James Price bor i Hørsholm og debuterer nu som krimiforfattere.

Ægteparret Anette og James Price bor i Hørsholm og debuterer nu som krimiforfattere.

Foto: Alexander Banck-Petersen

Det er ikke kun skøn musik og mad, som den 64-årige kapelmester, komponist, tv-kok og restauratør James Price gør sig i.

Nu kan den ene del af 'Spise med Price' også kalde sig krimiforfatter. Sammen med hustruen Anette debuterer ægteparret Price, der er bosat i Hørsholm, med kriminalromanen "Det røgede lig", hvor det handler om mord på solskinsøen Bornholm.

Det nyslåede forfatterpar fortæller, at de begge har en stor kærlighed til krimier, mad, gastronomi og Bornholm, hvor James' familie i næsten 20 år havde sommerhus i Gudhjem. 

Det forenes nu i deres egen mordfortælling om billedkunstneren Eva Sonne, der med en vis modvilje flytter tilbage til solskinsøen, hvor det ikke kun er solskinsminder, hun har fra sin barndom på øen.

Men Evas kæreste, køkkenchefen Anders, har fået et tilbud, han ikke kan afslå. Han har fået frie hænder til at åbne sin egen restaurant, Rub & Stub, finansieret af den lokale matador Hans-Jørgen Becker.

Læs også

Hvirvlet ind i mordgåde

Det viser sig dog at være så som så med de frie hænder, for Becker blander sig i alt - og insisterer på at få den traditionelle karrysild tilbage på menukortet.

Da Becker bliver fundet myrdet en tidlig morgen i Gudhjem Røgeri, står efterforskerholdet fra København, den madglade Michael Bjørnholt og hans toptrænede kollega Anna Lind, på bar bund. Men det skorter ikke på mulige motiver, for Becker har trådt mange over tæerne i årenes løb.

Eva Sonne bliver også her mod sin vilje hvirvlet ind i opklaringen af mordgåden, mens et slør af røg sænker sig over Gudhjem.

Forfatterparret Price kan mødes på mandag den 7. oktober hos Bog & Idé i Hørsholm, hvor de omkring kl. 13.15 vil signere deres debutroman "Det røgede lig". Anette Price er uddannet kommunikationsrådgiver med mange års erfaring fra hotel- og restaurationsbranchen. I dag driver hun sit eget kommunikationsbureau.

Krimidebuten
Krimidebuten "Det røgede lig" fra Anette og James Price foregår på solskinsøen Bornholm, som parret holder meget af. Foto: PR

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...