For Radikale Venstre har der været mange gode grunde til at indgå i årets budgetforlig, og i lighed med tidligere år har vi især været optaget af at sikre flere midler til skolerne og arbejdet med klimaet i kommunen.
Vi ved, hvor vigtigt det er at give børn den bedste start på livet. Derfor har Radikale Venstre igen i år prioriteret, at der skulle tilføres yderligere midler til skolerne. Skolerne får nu et årligt løft på 5 mio kr i 2025, stigende til 7 mio i 2026 og 2027 og fra 2028 9 mio kr om året. Det er midler til flere voksne, og Radikale Venstre vil arbejde for at skolerne selv disponerer pengene. Det vil give bedre rammer for undervisningen og øge børns trivsel. Samtidig frigiver vi nu også midler fra læringsmiljøpuljen, så skolerne selv kan disponere over disse midler. Endelig har vi fokus på at holde udgifterne til det specialiserede område adskilt fra almenområdet, så skolernes samlede budget ikke udhules.
Læs også
- Nyt budget - Se hvad der ikke blev råd til
- Nyt budget med massiv investering på skoleområdet
- Bredt budgetforlig er landet i Allerød - Særligt ét område tilgodeses
- Enhedslisten er ude af budgetforhandlinger - men denne gang gik de ikke selv
Vi fortsætter i Allerød arbejdet med at sikre minimumsnormeringer i daginstitutionerne og bevarer også mellemmåltider til de mindste. Budgetperioden indeholder investeringer i renovering af Blovstrød Skole, Engholmskolen og Lillevang Skole og der skal bygge et nyt børnehus til Firkløveret. Alle tiltag skal sikre moderne og trygge omgivelser for vores børn.
En stærk generationskontrakt kræver, at vi tager ansvar for den verden, vi overlader til vores børn. Klimaet kan ikke vente og Radikale Venstre vil fortsætte med at sætte klimaet øverst på dagsordenen. Med budgetforliget styrker vi investeringerne i grønne energikilder, bæredygtige anlægsprojekter og grøn mobilitet. Der er afsat 1,3 millioner kr. årligt til at følge op på klimaneutrale varmeløsninger, og vores natur får også et løft med øget naturpleje omkring Allerød Sø.
Denne indsats bygger videre på vores tidligere arbejde med FN’s verdensmål, som i 2020 lagde grundstenen for, at Allerød blev en af de første kommuner med en klimaplan. Vi er stolte af at have afsat driftsmidler til klimaarbejdet og sikre, at vi nu kan implementere anbefalinger om kollektive og klimaneutrale varmeløsninger i fællesskab med borgerne i kommunen.
Budgetforliget styrker kulturen og idrætten med en væsentlig forøgelse af facilitetspuljen fra 150.000 kr til 1 mio kr i 2025. Desuden afsætter vi nu midler til at inddrage de unge i udviklingen af forenings- og kulturhuset på Kulturtorvet, så vi også understøtter de unges behov. Det arbejde ser jeg frem til at igangsætte.