Venstre, Konservative, Socialdemokratiet, SF, Radikale og Moderaterne har indgået budgetforlig for 2025. Kun Enhedslisten, som blev bedt om at gå, allerede inden forhandlingerne gik i gang, står udenfor aftalen.
Budgetaftalen indeholder blandt andet investeringer i kommunens folkeskoler for at øge trivslen og fagligheden, fremgår det af en pressemeddelelse udsendt i forbindelse med partiernes offentliggørelse af aftalen.
Læs også
- Udspil til nyt budget - To voksne i klasserne
- Enhedslisten er ude af budgetforhandlinger - men denne gang gik de ikke selv
- Borgmesterparti beskyldes for ufine metoder i asfaltsag: - Det er arrogant, frækt og ikke et ledende parti værdigt
- Skal dødsdømt hal rives ned eller ej? Viceborgmester vil have debatten tilbage i byrådssalen
- Da Mathias tog til topmøde om den levende bymidte, brugte han sin hjemkommune som det dårlige eksempel
En af de helt store overskrifter i forliget er millioner til indførelse af en ny tovoksen-ordning på kommunens folkeskoler. Formålet er at øge elevernes trivsel.
Der er sat fem millioner kroner af til projektet i 2025 og syv millioner i 2026 og 2027. Fra 2028 og frem er der afsat ni millioner kroner årligt.
Forhandlingerne har altså ført til væsentligt større beløb, end hvad borgmester Karsten Längerich (V) havde skitseret i sit oplæg til budget. Hans forslag, som Sjællandske Nyheder tidligere har skrevet om, var tre millioner kroner i 2025 til 2027 samt 1,5 millioner i 2028.
I budgetforliget er der desuden fundet penge til at tilføre skolernes specialundervisning flere midler. Området får 7,6 millioner kroner i 2025. I 2026 øges beløbet til 10,9 millioner, og i 2027 høves det yderligere - til 14,2 millioner.
Karsten Längerich er glad for det indgåede forlig og udtaler i forbindelse med pressemeddelelsen:
- Med den store investering i to-vokseordning håber vi at øge trivslen hos skoleeleverne, og at flere kan få glæde af at være sammen med kammeraterne i skolen. Vi ser desværre en udvikling, hvor mange har behov for specialundervisning og dette ønsker vi at ændre med flere lærere og pædagoger i klasserne.