Et problem, der berører mange, kan være simpelt at fikse

Mads Olsen (SF).

Mads Olsen (SF).

Foto: Jørgen Chr. Jørgensen

Kære Daniel, vi er da helt enige om, at vi skal lave ordentlig klimapolitik, og ikke bare symbolpolitik, som du skriver i dit debatindlæg i et modsvar til mig. Men det er altså ikke symbolpolitik at bede DSB om at sørge for, at man kan få cyklen med i togbussen, som jeg foreslog. Det betyder faktisk en del for mange.

Så sent som i onsdags havde forligspartierne bag infrastrukturaftalen og transportministeren en drøftelse omkring en ombygning af Aarhus H, der b.la. vil betyde, at der i 86 døgn ikke går tog fra Aarhus til Brabrand. Her påpegede jeg, at det var vigtigt, at DSB huskede at give mulighed for at få cyklen med i togbusserne. Der er nemlig mange, der tager cyklen med i toget på den strækning, og bruger den til at cykle på studie, arbejde eller noget tredje.

Jeg synes ikke, vi skal fjerne den mulighed, især ikke noget problemet er så nemt at løse: Der er nemlig allerede andre togfirmaer, der tilbyder togbusser med cykelmedtagning, så det er bare at komme i gang. Det vil hverken betyde store ekstra omkostninger eller være besværligt, men det gør altså en stor forskel for passagerne.

Det er derfor ikke symbolpolitik at ville løse et problem, der berører mange og som er simpelt at fikse. Det er da netop det, vi er i politik for. Men det vil selvfølgelig være skidt, hvis det var SF’s eneste transportpolitiske mål. Men vi har heldigvis masser af god politik til at gøre det grønne valg til det nemme valg.

For det første deler jeg fuldstændig din ambition om, at vi skal gøre togtransporten lækker og et altovervindende transportmiddel. At man står proppet som sild i en tønde i myldretiden skal vi ikke være tilfredse med. SF har da også historisk set været garanten for, at der blev investeret i tognettet: F.eks. ved at vi snart bygger en jernbane fra Aarhus-Silkeborg, der er den første nye jernbane man bygger i over 50 år. Eller da den nuværende SF-formand lancerede togfonden, der handlede om at få Danmarks jernbaner ind i det 21. århundrede ved at elektrificere dem og forkerte rejsetiden.

Et lokalt eksempel er elektrificeringen af tognettet mellem Roskilde og Holbæk, som er godt da eltog er bedre for miljø-og klima, støjer mindre, mere komfortable og gør rejsetiden kortere. Desværre var LA imod Togfonden, og Aarhus-Silkeborg banen kæmpede man heller ikke for.

Men SF’s ambitioner stopper bestemt ikke der. Vi har også et forslag med i finanslovsforhandlingerne om at gøre offentlig transport 25 procent billigere for unge under 26. For de unge er fremtidens pendlere, så det er vigtigt, at de bliver vante brugere af offentlig transport. Desværre ved vi, at de store prisstigninger stopper mange fra at tage bussen eller toget til skole, den lokale fodboldklub eller til deres venner. Derfor er det ikke kun godt for klimaet at give flere unge mulighed for at tage offentlig transport, men også godt for den enkelte unge at komme ud i de forpligtende fællesskaber, vi ved betyder så meget for vores trivsel. Det handler om frihed, fællesskab og selvfølgelig om grøn omstilling.

Man kan bestemt regne med, at vi i SF kæmper for klimapolitik, der virker. Vi kæmper både med det til dagligt, som jeg har gjort med at få cyklen med i togbussen. På lidt længere sigt, som at gøre offentlig transport billigere for unge. Og på lang sigt ved at have ambitiøse mål for vores tognet, bygge jernbaner og elektrificere. Det har vi altid gjort, og det bliver vi selvfølgelig ved med.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...