- De to tvungne lukkeuger, som nu præsenteres som en forbedring, har været en kæmpe fiasko

Morten Flindt, vicebestyrelsesleder Børnehuset Kirke Værløse, er frustreret over, at beslutningen om lukkeuger i kommunens daginstitutioner fortsætter.

Morten Flindt, vicebestyrelsesleder Børnehuset Kirke Værløse, er frustreret over, at beslutningen om lukkeuger i kommunens daginstitutioner fortsætter.

Foto: Thomas Olsen

Det har været en spøjs oplevelse at følge dansen om kommunens budget: Et katalog med forslag til at fjerne nogle af de mest grundlæggende services bliver fremlagt for politikerne, som efter en halvhjertet borgerinddragelse sorterer nogle af forslagene fra, og herefter fejrer budgettet som en sejr for borgerne.

For eksempel forventes forældre i kommunen at være taknemmelige for, at daginstitutionerne stadig holder lukket to uger om sommeren.

De to tvungne lukkeuger, som nu præsenteres som en forbedring, fordi nogen i forvaltningen havde foreslået at udvide til tre lukkeuger, har været en kæmpe fiasko. Lukkeugerne har ført til dårligere trivsel blandt børn, særligt de mest sårbare, og blandt medarbejdere. Børnene holder kortere sommerferie og mindre sammenhængende sommerferie. Medarbejdere har sagt op, og ansøgere er sprunget fra jobsamtaler på grund af udsigten til lukkeuger. Den besparelse, som Byrådet blev stillet i udsigt, viste sig ikke at holde i virkeligheden – man fik kun halvdelen af de lovede 1,6 mio. kroner hjem. Alt ved ordningen var dårligt. Det viste kommunens egen evaluering. Derfor har forældrebestyrelserne over en bred kam ønsket dem afskaffet. Og derfor kom det som en stor overraskelse, at nogen i forvaltningen kunne finde på at foreslå ordningen udvidet fra to til tre uger.

Læs også

Aftalen om kommunens budget betyder paradoksalt nok, at ca. 1.000.000 kroner, som forvaltningen havde foreslået at spare på forvaltningen selv i de næste to år, alligevel ikke bliver til noget. For de penge kunne man have afskaffet alle lukkeuger og alt det besvær, de giver, man kunne have bevaret åbningstiderne i daginstitutionerne i stedet for den aftalte forkortelse, eller man kunne have droppet det vedtagne forbud mod brug af eksterne vikarer, som betyder at stuer rundt omkring i kommunen helt må undvære uddannede pædagoger.

Det er en sær prioritering. De to tvungne lukkeuger var en fejl. De vil blive ved med at give dårlig trivsel, dårligere sommerferier for både børn, forældre og medarbejdere, og de vil blive ved med at stille kommunen ringere i kampen om de gode medarbejdere. Først når de tvungne lukkeuger er helt væk, er der noget at fejre.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...