Bymidten skal være et samlingssted. Ikke bare et sted, man ordner ærinder. Sådan formulerede Susanne Karlsson den opgave, hun stod overfor, da hun for seks år siden startede som citymanager for Allerød Bymidte som den første af sin slags. Der havde nemlig ikke været en citymanager i Allerød, før hun kom til.
Nu har hun valgt at stoppe og søge nye udfordringer andetsteds. Det skriver Byforum Allerød i en pressemeddelelse.
- Susanne Karlsson stopper som citymanager i Allerød efter seks år med fokus på at skabe en levende bymidte.
- Hun har været den første citymanager i Allerød og har arbejdet for at gøre bymidten til et samlingssted.
- Susanne vil fortsætte, indtil en ny citymanager er fundet.
- Borgmester Karsten Längerich roser Susannes indsats for at skabe liv og aktiviteter i bymidten.
- Allerød Handelsforening og ejendomsejerne anerkender Susannes betydelige bidrag til bymidtens udvikling.
Og opgaven - den mener hun at være lykkedes med.
- Det har været et privilegie at være med til at skabe en levende bymidte og at facilitere det tætte samarbejde mellem Allerød Kommune, Allerød Handelsforening og Ejerkredsen i Bymidten. Samarbejdet er helt unikt og afgørende for, at Allerød fortsat vil være en aktiv og dynamisk bymidte, udtaler Susanne Karlsson i den forbindelse.
Ideen om, at Allerød havde brug for en citymanager, opstod i forbindelse med dannelsen af Byforum Allerød, hvori både kommunen, handelslivet og ejere af ejendomme i bymidten er repræsenteret.
Skal finde afløser
Over de næste måneder kan du stadig støde på hende i forbindelse med arrangementer i bymidten. Hun vil nemlig bruge de næste måneder på at sikre, at der stadig er et leben i bymidten, indtil Byforum Allerød har fundet en, der kan afløse hende.
- Jeg har været utrolig glad for samarbejdet med alle parter, og det har været fantastisk at mærke den støtte, som Allerøds borgere har vist bymidten. Det har gjort en positiv forskel for mange, og det har været en stor glæde at opleve, fortsætter Susanne Karlsson.
Læs også
- Susanne skal være citymanager
- Løb som en klovn for de syge børn
- Efter 82 cykeltyverier: Nyt wiresystem skal øge sikkerheden
- Handlende håber på lokal opbakning til Black Friday og jul
- Lokal indsats gør en forskel for borgere med demens
Ifølge borgmester Karsten Längerich (V) siger Allerød farvel til en citymanager, der har gjort en stor forskel for bymidten, som der i en årrække er blevet arbejdet for at gøre mere levende.
- Som borgmester har jeg været rigtig glad for Susannes store indsats. Susanne har gjort en kæmpe forskel for bymidten, hvor hun har fået stablet en masse spændende aktiviteter på benene. Hun har lykkedes med at skabe liv i bymidten og gøre den til et samlingssted for byens borgere. På vegne af Byforum Allerød vil jeg gerne takke Susanne for dette gode arbejde og ønske hende held og lykke fremover, siger Karsten Längerich i en pressemeddelelse.
Karna Klit Lønne fra Allerød Handelsforening udtaler, at Susanne Karlsson har været "en stor drivkraft bag udviklingen af bymidten, og hendes samarbejde med Handelsforeningen har været yderst værdifuldt," mens Morten Wind Lindegaard på vegne af ejendomsejerne i bymidten lægger vægt på, at citymanageren siden 2018 har "formået at skabe en fælles retning og udtryk for udviklingen af området."
- Allerød bymidte og de aktiviteter, som vi i dag synes er en naturlig del af højtiderne, kan vi i stort omfang takke Susanne for, siger han i pressemeddelelsen.