Nogle af os kan godt huske, da byrådet lukkede Klostermarkbadet relativt få år efter, det var blevet taget i brug. Lukningen skyldtes først og fremmest omfattende byggesjusk, og der var vist nok ikke meget andet at gøre end at lukke ned.
Nu er turen så kommet til Sct. Jørgens Badet, og det skal gå hurtigt. Allerede den 9. oktober er det meningen, at et flertal i byrådet vil vedtage en lukning efter en såkaldt borgmesterindstilling.
Men Sct. Jørgens Badet er altså en sag med helt andre konsekvenser.
Svømmehallen bliver af ældre roskildensere kaldt Fuglebadet, og det skyldes størrelsen og vanddybden. Bassinet er 16,5 meter langt og otte meter bredt, og voksne svømmere kan bunde over det hele også på det "dybe", hvor der er 1,5 meter dybt.
Bassinet benyttes af skoleeleverne på Sct. Jørgens Skole og af en række foreninger.
Det overskuelige bassin har i mange år været foretrukket af mange ældre og af handicappede svømmere. F.eks. er det i foreningen Roskilde Ældre Motion fortrinsvis nogle af de ældste medlemmer, der svømmer dér.
Byrådet mener åbenbart, at det er foreningernes opgave at skaffe plads til svømmerne efter en lukning, men det er vanskeligt at se, hvor de så skal være. Der er i forvejen pres på svømmetiderne i Roskilde, og det bliver vanskeligt for foreningerne at skaffe plads i Maglegårdsbadet og Roskilde Badet.
Jeg er sikker på, at mange vil ophøre med at svømme, når alternativet er stor vanddybde og store bassiner.
Er der i øvrigt nogen, der har regnet på, hvad det vil koste at køre skoleeleverne på Sct. Jørgen Skole med bus til den anden ende af byen?
Lukningen skyldes, at der skal foretages en renovering af først og fremmest rørsystemet i bassinets kælder. Selve bassinet og bygningen fremstår velholdt og indbydende. Måske kunne man også renovere baderummene, men de fungerer altså udmærket, som de er.
Nogen kunne mene, at 17 millioner til en renovering er mange penge, men det er altså ikke noget uoverstigeligt stort beløb på Roskilde Kommunes budget, og netop i Roskilde skulle man mene, at vi ved, at svømmehaller har sin pris.
Beløbets størrelse skyldes ikke mindst, at man har ventet alt for længe med renoveringen, selv om man i årevis har været klar over, at en renovering var tiltrængt.
Så kære politikere: Betænk jer før I lukker en lille og velfungerende svømmehal med store konsekvenser for de mange brugere.