Svømmesalen er lige så gammel som skolen

Sct. Jørgens Badets alder er fastslået takket være læserne.

Sct. Jørgens Badets alder er fastslået takket være læserne.

Foto: Bjørn Armbjørn

Alder er kun et tal, men derfor gør det jo ikke noget, at tallet er rigtigt!

Derfor var det dejligt, da redaktionen blev kontaktet af flere kloge læsere, der havde læst om den forestående lukning af Sct. Jørgens Badet.

Lukningen lader til at være mejslet i sten - i modsætning til alderen på den lille svømmehal, som vi skrev var fra 1973.

Oplysningen stammer fra de offentlige data om landets ejendomme. De kan læses på ois.dk, som administreres af Udviklings- og Forenklingsstyrelsen under Skatteforvaltningen - sædvanligvis en troværdig kilde, som vi fæstede lid til. Men når flere læsere fortæller os, at de selv fik svømmeundervisning i Sct. Jørgens Badet, mens de gik på Sct. Jørgens Skole i 60'erne, er vi tilbøjelige til at stole på læserne!

René la Cour Sell, som både er direktør for Roskilde Kongres- og Idrætscenter og leder af Roskilde Badene, har gravet i annalerne og kan bekræfte, hvad læserne godt vidste:

Skolen blev bygget i 1958, og da man opførte den, havde man egentlig planlagt at bygge to gymnastiksale. Undervejs i processen blev de planer imidlertid lavet om af byrådet, der vedtog, at den ene sal skulle være en "svømmesal." Det var en betegnelse, der ifølge René la Cour Sell blev brugt i mange år.

I 1973 skete der det, at Sct. Jørgens Badet blev renoveret. Der blev blandt andet lagt nyt gulv. Den slags noteres også i de offentlige ejendomsarkiver, men i dette tilfælde er det tilsyneladende gjort på en måde, så byggeåret er blevet overskrevet på blanketten, mens feltet til datering af senere om- og tilbygninger er ganske ubenyttet.

Hvilken morale man vil uddrage af historien, er op til den enkelte. At man ikke skal stole på alt, hvad man læser i medierne? Eller at man ikke skal stole på en styrelse under Skat? Måske begge dele! Sikkert er det i hvert fald, at Sct. Jørgens Badet er lige så gammel som resten af Sct. Jørgens Skole.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...