Når man skal til at strikke et budget sammen og kan have svært ved at få enderne til at nå sammen, kan man godt drømme om, at der faldt nogle ekstra penge ned fra himlen - og det er næsten, hvad der er sket i Roskilde.
Det er dog ikke himlen, pengene kommer fra. Afsenderen er regeringen, som fredag sendte 2,5 milliarder kroner ud til kommunerne i kølvandet på den økonomiaftale, der blev indgået før sommerferien. Den aftale blev omtalt som den bedste nogensinde, men for flere kommuner, heriblandt Roskilde, viste den sig ved nærmere eftersyn at koste dyrt. For Roskildes vedkommende lød regningen på 72 millioner kroner.
Det er savnet af de 72 millioner kroner, regeringen nu kompenserer for, dog ikke 1:1. Roskilde bliver tilgodeset med syv millioner kroner i såkaldt finansieringstilskud og 22 millioner kroner i kompensation for grundskyld. Dermed er der sat et økonomisk plaster på, som dækker 29 millioner kroner af såret på 72 millioner kroner.
Tilfreds borgmester
Det var kendt, at der var penge på vej til kommunerne, men hvor mange og hvornår vidste borgmester Tomas Breddam (S) ikke, og han er tilfreds.
- Vi kan jo ikke nå at processe det fuldt ud, inden vi har budgetmøde på mandag, men det er rigtigt fint, pengene kommer nu, så vi kan indarbejde dem i budgettet, siger Tomas Breddam.
I det første udspil til et budget foreslog forvaltningen, at halvdelen af de 72 millioner kroner, der skulle findes på grund af økonomiaftalens virkning, skal skaffes ved at droppe en risikopulje på 35 millioner kroner. I det borgmesterforslag, der ligger på bordet nu, er der "kun" skåret 20 millioner kroner ud af puljen, og så er budgetforslaget for nærværende små 10 millioner kroner fra balance.
På den måde passer det næsten kun alt for godt, at der er kommet 29 millioner kroner ekstra at gøre godt med, for så kan risikopuljen blive fyldt op, og det, der er tilbage, kan bringe resultatet i nul. Og det er, hvad borgmesteren hælder til. På den måde kan de ekstra penge glide ind i budgettet, uden at der bliver disponeret over dem i detaljer.
Engangspenge
- Desværre er de penge, der er kommet, jo "engangspenge", så det kommer os kun til gode i '25. Vi har gang i en stor omstilling, og der er det også vigtigt at se, at organisationen kan gøre det, som vi forventer. I den situation vil det være rigtig fint at have lidt ekstra at stå imod med, siger Tomas Breddam.
Han kunne sagtens have ønsket sig mere, men som forløbet har været, er han ganske godt tilfreds med, at der dog er sendt et betragteligt beløb i Roskildes retning.
- På grund af de udmeldinger, der kom, da økonomiaftalen blev indgået, var jeg skuffet over, hvad den viste sig at betyde for Roskilde, også selv om jeg var skeptisk over for, om aftalen var så god, som der blev sagt. Men der har været megen intern kommunikation om det her, og jeg synes, at vi er blevet set og hørt. Jeg oplever, at vi er blevet lyttet til og forstået. Så kan det godt være, at vi ikke har fået helt så meget, som vi synes, vi burde have haft, men vi er blevet hørt, og det er vigtigt, siger Tomas Breddam.