Nyt dansk studie fra Aarhus Universitet kaster lys over, hvorfor B1-vitamin hjælper halvdelen af patienter med tarmbetændelse og kronisk træthed.
Studiet, offentliggjort af professor Christian Lodberg Hvas fra Institut for Klinisk Medicin, afslører, at det især er tarmbakterien Faecalibacterium prausnitzii (FP), der spiller en afgørende rolle for patienternes respons på behandlingen.
Christian Lodberg Hvas og hans team undersøgte 40 patienter med tarmbetændelse og kronisk træthed. Patienterne fik både B1-vitamin og placebo i to perioder af fire uger med pause imellem.
Forskerne konstaterede, at cirka halvdelen af patienterne oplevede markant mindre træthed efter behandling med vitaminet.
Læs også
- Sygdom med voldsom hoste er nu epidemi - sådan bør du gøre
- Ny forskning skal vise om særligt to fødevarer kan mindske behovet for medicin hos sukkersyge
- Forskning viser sammenhæng mellem D-vitamin og risiko for kræft
- Få patienter modtager effektiv kur mod migræne
- Studie giver positivt nyt om senfølger efter covid-19
Forskerne undrede sig over, at patienternes respons på behandlingen ser ud til at afhænge af tarmbakterierne, specielt FP.
Bakterien identificeres ofte i studier som værende gavnlig og hyppigt forekommende hos personer med en sund tarm.
- Vi troede, at vi ledte efter et ”træthedsmikrobiom", men vi fandt i stedet ud af, at mikrobiomet hos trætte patienter i høj grad ligner mikrobiomet hos ikke-trætte, fortæller Christian Lodberg Hvas.
Selvom der er tydelige tegn på, at FP spiller en rolle, er det stadig et mysterium, hvorfor bakterien påvirker effekten af B1-vitaminet.
Det er uvist, om FP er en markør for sundhed, eller om den direkte bidrager til et godt helbred.
Christian Lodberg Hvas tilføjer, at behandlingen har vist sig sikker og fri for bivirkninger.
En måneds behandling er overkommelig prismæssigt, og højdosis B1-vitamin vil nu blive anbefalet til patienter, hvor anden oplagt forklaring på træthed ikke kan findes.
- Man skal dog acceptere, at thiamin lugter og smager specielt, så ens hænder, urin og sved kommer til at lugte af vitaminpiller med den høje dosis, forklarer Christian Lodberg Hvas.
Forskergruppen, der også arbejder sammen med DTU Fødevareinstituttet, finansieres af Novo Nordisk Fonden.
Studiet er udforskende og bygger på analyser af biologisk materiale fra et randomiseret klinisk forsøg.
Dette gennembrud kan vise sig nyttigt for de mange patienter med inflammatorisk tarmsygdom og uforklaret træthed