Selv om Coronaen heldigvis blot er et grimt minde, er der lige nu en ny epidemi over os, som gør, at man bør finde nogle af de gode råd og vaner, vi lærte os under Covid-19, frem igen.
Statens Serum Institut melder lige nu om mange tilfælde af Mycoplasma pneumoniae - også kaldet Kold Lungebetændelse. Og antallet har nu nået et et "såkaldt epidemisk niveau", lyder det fra seruminstituttet.
Særligt i Region Sjælland er der mange smittede, hvis man kigger på opgørelserne over testede personer. Her er 30 procent af alle testede smittede - den højeste andel på landsplan.
Det kan man godt mærke på akutafdelingen på Holbæk Sygehus, hvor Tine Grolin Kristensen er cheflæge.
Her er det en blanding af yngre personer samt ældre og lungesyge, der er ramt.
Så mange er syge
I uge 44 blev 7344 testet for Mycoplasma-infektion, hvoraf 2018 var smittet. Det svarer til 22,7 pct og det højeste niveau i flere år.
I Region Sjælland blev 1697 testet, hvoraf 509 var positive.
Det svarer til 30,0 pct, den højeste andel i landet.
På Hvidovre og Herlev Hospital blev 3869 testet, hvoraf
1066 var smittet. Det varer til 27,6 pct.
- Vi har dækkende antibiotika, men det tricky med Mycoplasma er, at det kan give en meget langvarig og generende hoste og dermed føler man sig syg også efter selve infektionen er velbehandlet, skriver Tine Grolin Kristensen til Sjællandske Nyheder.
At vi ser en epidemi lige nu vurderer Hanne-Dorthe Emborg, seniorforsker ved SSI, skyldes et efterslæb efter Corona.
For da alle var isolerede hjemme, forsvandt Mycoplasma pneumoniae næsten.
- Det har skabt en stor smittemodtagelig befolkningsgruppe. Efter Covid-19 har den så igen spredt sig stille og roligt. Sidste efterår og vinter havde vi også en epidemi. Men den fortsatte hen over sommeren på et lavere niveau. Og nu så spreder den sig nu endnu mere igen i takt med, det er blevet lidt køligere og vi går inden for og er tæt sammen, forklarer Hanne-Dorthe Emborg til Sjællandske Nyheder.
Sådan spredes den
Selv om Mycoplasma pneumoniae er en bakterie og ikke en virus som Covid-19, så spredes de begge to i dråbeform. Typisk, når vi taler sammen og er i tæt kontakt med hinanden, forklarer hun.
Sygdomsforløbet er typisk mildt, og derfor er der kun relativt få indlagt med Kold lungebetændelse lige nu.
Sådan bør du gøre
Alligevel kan det være en god idé, at man finder de gode råd og vaner fra Covid-19 frem igen, når man skal undgå sygdommen og håndtere den, hvis man bliver syg.
- Sundhedsstyrelsen anbefaler det samme som under Covid-19. Hold afstand, vask hænder eller sprit dem af, host og nys i ærmet. Og bliv hjemme, hvis du følger dig syg, siger Hanne-Dorthe Emborg.
Hun opfordrer til, at man kontakter sin læge, hvis du føler, at "dit alment befindende bliver ringe".
- Mit bedste råd er, at man kontakter sin læge, hvis man er i tvivl. De vil også være den bedste til at vurdere, hvad man skal gøre, herunder om man skal have antibiotika mod sygdommen, siger hun.
Kold lungebetændelse - Mycoplasma pneumoniae
Mycoplasma bakterien er den hyppigste årsag til den type lungebetændelse, man kalder atypisk eller tidligere kold lungebetændelse.
Navnet Kold lungebetændelse kommer af, at man tidligere mente, at sygdommen ikke giver feber. Men det kan den altså godt.
Symptomerne på kold lungebetændelse er kraftig tør hoste, hovedpine, ondt i halsen og let feber.
Det tager 2-3 uger, fra man bliver smittet, til sygdommen bryder ud. Et efterfølgende sygdomsforløb på på 3-4 uger er meget almindeligt
I modsætning til almindelig lungebetændelse virker penicillin ikke på Mycoplasma lungebetændelse. Normalt benytter man andre typer antibiotika, som kan dræbe bakterien. En 7 dages kur med antibiotika er standardbehandling.
De allerfleste bliver også raske uden behandling, men sygdommens forløb vil da kunne blive mere langvarigt.