Processer som skader naturen og tilliden til beslutninger

Løsgænger Anne Ehrenreich, mener, at Kommunalbestyrelsen har en forpligtelse til at sikre, at borgernes penge ikke spildes på uigennemtænkte projekter.

Løsgænger Anne Ehrenreich, mener, at Kommunalbestyrelsen har en forpligtelse til at sikre, at borgernes penge ikke spildes på uigennemtænkte projekter.

Foto: Morten Timm

I forbindelse med den komplicerede sag om en klimatilpasningsplan for Nattergaleengen fik Klima- og Miljøudvalget i to omgange centrale spørgsmål til sagen fra en borger, som stillede spørgsmålstegn ved beslutningsgrundlaget.

Blandt andet om det var nødvendigt allerede nu at udvide regnvandsbassinerne på Nattergaleengen samt om dimensioneringsgrundlaget for bassinerne.

To gange i træk har jeg oplevet, at jeg modtog administrationens svar på borgerens spørgsmål en til to timer før mødet i Hørsholm Kommunalbestyrelse, henholdsvis den 24. juni og den 26. august 2024. 

Jeg fik dermed ikke mulighed for at vende de relativt omfattende svar med borgeren. Det finder jeg dybt kritisabelt. 

Det betyder reelt, at borgerne ikke kan føle sig sikre på, at de bliver hørt, og at vi træffer beslutninger på et fuldt oplyst grundlag. Jeg stemte derfor imod sagen på mødet i juni måned og undlod at stemme ved mødet i august. 

Sagen burde efter min opfattelse have været udsat i lyset af de for sent modtagne oplysninger.

Læs også

Konsekvensen af beslutningen er, at nedsivningsbassinerne på Nattergaleengen vil blive bygget og placeret netop der, hvor der i dag står en lund af smukke birketræer uden at vi har sikkerhed for, at de vil komme til at virke efter hensigten.

Hvis der ikke kan nedsives så meget vand som forudsat, eller hvis regnhændelserne bliver kraftigere og hyppigere end forudsat, vil nedsivningsbassinerne i perioder komme til at stå under vand - både regnvand og lettere forurenet tag- og vejvand fra kloaksepareringen. Til skade for engplanter som engkarse, ranunkel og musevikke samt for søen, der bliver overløbsbassin for det forurenede vand. 

Og borgerne får en kæmpe regning for et anlæg, der ikke fungerer. Hvorfor ikke undersøge forholdene ordentligt, inden man udskriver denne regning? 

Kommunalbestyrelsen har en forpligtelse til at sikre, at borgernes penge ikke spildes på uigennemtænkte projekter.

Læs også

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...