Kalenderen er slået over i september, og så vil man kunne se et syn, der har været savnet i Roskildes midte.
Domkirken bliver igen oplyst efter mørkets frembrud oven på to vintre, hvor lyset har været slukket af forskellige årsager.
Først blev lyset slukket på grund af energikrisen i kølvandet på Ukraine-krigen, og sidste vinter valgte menighedsrådet også lade være med at oplyse domkirken på hverdage.
- Vi bakkede vi op om, at vi skal være bæredygtige og begrænse CO2-forbruget. Men det er symbolsk, for det er ikke det store, den forbruger, siger menighedsrådsformand Bjarne Hald.
Han understreger, at domsognet stadig vil være grønt, men fordi belysning ikke batter det helt store med et årligt forbrug på 4000 kWh, vil menighedsrådets bæredygtighedsudvalg hellere gøre andre ting.
En anden grund til, at lyset kommer tilbage, er, at mange har henvendt sig, fordi de er utrygge ved den mørke domkirkeplads. Den er godt nok oplyst af gadelygter, men det batter ikke helt.
Og så tæller det også, at belysningen gør domkirken synlig som det vartegn, den er for Roskilde.
- Der er en del, der har været utrygge, og der har manglet det flotte billede, det er, når der er lys på, og det vil vi tilgodese nu, siger Bjarne Hald.