Det vakte stor opsigt, da flere politistyrker ved højlys dag afspærrede Damhuskroen en helt almindelig onsdag eftermiddag i februar. Det skete efter, at to maskerede mænd med kniv havde truet sig til penge og cigaretter i spillehallen Casino House, der ligger i den ikoniske krobygning i Rødovre.
- Politiet har opklaret en række røverier i Rødovre og Glostrup, og dommene er nu afsagt.
- Tre personer, to unge mænd og en kvinde, er dømt for fire røverier mod spillehaller og et supermarked.
- Den 18-årige blev idømt to og et halvt års ubetinget fængsel, mens den 17-årige fik et års fængsel, hvoraf seks måneder er betinget.
- Kvinden på 27 år fik fem måneders betinget fængsel for medvirken til et røveri.
- Politiet afviste, at et røveri mod Rema 1000 på Kaffevej i Rødovre var en del af sagen.
Sagen viste sig at være mere omfattende end som så, og nu er der faldet dom i sagen, der indeholder flere røverier. Det oplyser anklagemyndigheden ved Vestegnens Politi på det sociale medie X.
Tre personer er dømt i sagskomplekset. Det drejer sig om to unge mænd på 17 og 18 år samt en 27-årig kvinde, som er dømt for hver deres rolle ved i alt fire røverier mod spillehaller og et supermarked.
De to mænd blev begge dømt for først et mislykket forsøg på at røve Casino House i Rødovre og dernæst et fuldbyrdet røveri, hvor de truede sig til penge med kniv i spillehallen Fortuna Games på Hovedvejen i Glostrup. Begge episoder fandt sted 8. december 2023.
Den 18-årige blev desuden dømt for at true sig til penge i en Rema 1000 i Brøndby den 14. januar i år samt for endnu et røveri mod Casino House den 7. februar i år, hvor også den 27-årige kvinde medvirkede.
Røverierne
Her er oversigten over røverierne i sagen.
1: Mislykket røveri mod Casino House på Rødovre den 8. december 2023
2: Røveri mod Fortuna Games i Glostrup den 8. december 2023
3: Røveri mod Rema 1000 i Brøndby den 14. januar 2024
4: Røveri mod Casino House i Rødovre den 7. februar 2024
Gennembrud i marts
Gennembruddet i sagen kom i marts i år, hvor Vestegnens Politi efterlyste den 18-årige, og den 22. marts anholdt ham. Her forsøgte den 18-årige at undvige ved anholdelsen.
I anklageskriftet, som Sjællandske Nyheder har fået aktindsigt i, fremgår det, at han var tiltalt for at flygte fra politiet efter at være blevet anholdt, da han kom fri fra sine håndjern, inden han blev anholdt igen. Her var han også tiltalt for at skubbe en politibetjent, står der i anklageskriftet.
Den 18-årige blev idømt to og et halvt års ubetinget fængsel og er fortsat varetægtsfængslet efter dom. Den 17-årige, som blev varetægtsfængslet 7. marts, hvor man også efterlyste den 18-årige, fik et års fængsel, hvoraf seks måneder blev gjort betinget.
Kvinden på 27, der var tiltalt for at være chauffør ved røveriet mod Casino House den 7. februar, fik fem måneders betinget fængsel for medvirken til røveri.
Den 17-årige modtog sin dom, mens de to andre har taget betænkningstid i forhold til, om de eventuelt vil anke sagen.
Tidligere har politiet undersøgt om et røveri mod Rema 1000 på Kaffevej i Rødovre i samme periode som de øvrige røverier også var en del af sagen, men det afviste politiet, og røveriet har heller ikke været en del af retssagen ved Retten i Glostrup.