“Han ved, at vi leder efter ham” - nu er efterlyst teenager endelig fanget

Det seneste røveri blev begået mod en spillehal på Roskildevej.

Det seneste røveri blev begået mod en spillehal på Roskildevej.

To uger efter, at Københavns Vestegns Politi med ordene “Han ved, at vi leder efter ham - og han kan lige så godt melde sig”, på det sociale medie X signalerede til en 18-årig mand, at jorden brændte under ham, er han nu sat bag tremmer.

Det skete ved et lukket grundlovsforhør fredag eftermiddag ved Retten i Glostrup. Her blev teenageren sigtet for tre røverier og et røveriforsøg mod spillehaller i Glostrup og Rødovre samt en Rema 1000 i Brøndbyøster. Episoderne er sket i løbet af december, januar og februar.

Med anholdelsen af den 18-årige har Københavns Vestegns Politi nu sigtet to personer for spillehalsrøverierne i Glostrup og Rødovre

7. marts blev en 17-årig dreng varetægtsfængslet i sagen, og det var i den forbindelse, at politiet på X sendte det umisforståelige signal til den netop fængslede om, at det blot drejede sig om tid, før også han ville blive anholdt.

Det fik ham dog ikke til at melde sig frivilligt, og det var ifølge anklagerfuldmægtig Albert Taleshan et “supergodt politiarbejde”, der førte til anholdelsen.

Artiklen forsætter under boksen...

Sigtet for Rema-røveri

Den 18-årige er foruden spillehalsrøverierne sigtet for et røveri begået mod Rema 1000 på Turpinssvinget i Brøndbyøster kort før klokken 20 søndag den 14. januar i år.

Her skal han, ifølge sigtelsen, sammen med en endnu uidentificeret medgerningsmand have truet sig til et ikke nærmere oplyst udbytte. Der er i dette forhold ikke nævnt noget om brug af våben i forbindelse med røveriet.

Anklager Albert Taleshan oplyser, at den 18-årige nægter sig skyldig og ikke ønskede at udtale sig under grundlovsforhøret. Dommeren fandt dog grundlag for at varetægtsfængsle ham foreløbigt frem til den 3. april, hvor også den 17-årige sigtede på ny skal stilles for en dommer.

Røverier mod spillehaller

I forhold til spillehalsrøverierne lyder sigtelsen mod de to teenagere på, at de bevæbnet med en kniv ved 15-tiden om eftermiddagen onsdag den 7. februar i år truede sig til penge og cigaretter i spillehallen Casino House på Roskildevej 244 i Rødovre - den tidligere Damhuskroen.

Foruden dette røveri er de to sigtet for et røveriforsøg mod samme spillehal to måneder forinden, nemlig den 8. december. Ifølge sigtelsen blev det dog ved forsøget.

Men senere samme decemberaften skal de så have gennemført et røveri mod spillehallen Fortuna Games, der ligger i Glostrup Shoppingcenter. Det skete klokken 21.50, og også her skal der været brugt en kniv til at true med.

Ligesom den 18-årige nægter den 17-årige sig skyldig i sigtelserne.

Tidligere i marts oplyste Københavns Vestegns Politi til Sjællandske Nyheder, at det indgår i politiets efterforskning om også et endnu uopklaret røveri mod Rema 1000 på Kaffevej i Rødovre søndag den 4. februar kan knyttes til sagen.

Det er fortsat uvist, men anklager Albert Taleshan oplyser fredag, at han ikke har rejst sigtelse mod nogen af de to for røveriet mod Rema 1000 i Irmabyen.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...