Du er lige landet fra din sommerferie og har måske været langt væk fra Roskilde i flere uger. Her får du et hurtigt overblik over, hvad der er sket, mens du var væk.
Ugens mest læste historie handler om Jacob Vinther, som var på vej hjem i sin traktor efter en lang arbejdsdag, da han ved midnatstid så en ældre kvinde gå midt på vejen på Ledreborg Allé.
Kvinden virkede ifølge Jacob Vinther dement, så han ringede til politiet og fik at vide, at hun var eftersøgt, fordi hun ikke var vendt tilbage til Plejecenter Trekroner efter at være taget på tur tidligere på dagen.
Politiet havde ingen ledige patruljer, og plejecenteret havde heller ikke mulighed for at køre derud, så Jacob Vinther tog en hurtig beslutning og endte med selv at køre kvinden tilbage i traktoren. Efterfølgende undrer han sig dog over, at det var så svært at få hjælp i situationen.

Et af sommerens store debatemner har været sommerforsøget på Stændertorvet, som betyder, at der ikke kan parkeres på torvet i juli og august. Børnefamilierne nyder, at de kan bruge torvet, men de erhvervsdrivende ønsker en mellemløsning, så der var et par enkelte parkeringspladser.
I Algade 25 er der planer for den gamle biografsal, hvor biografen Roskilde Bio engang holdt til. Nu er brødrene Fead og Sead Rama, der har Roskilde Orto-Teknik, i gang med at få ombygget stedet til boliger.
Vi bliver i Algade, for det er nu et halvt år siden, at Det Mexicanske Bøfhus åbnede i nummer 62 og overtog Restaurant Ildens lokaler. Mange af de gamle kunder fulgte med, og de nye ejere fandt hurtigt ud af, at der var én bestemt ting, de ikke skulle lave om på.

OL er begyndt i Paris, og i den anledning har vi haft flere OL-relaterede artikler:
Sportschef i Roskilde Bordtennis, Allan Bentsen, mindes sin OL-deltagelse, og hvor svært det var overhovedet at kvalificere sig, mens Jakob Hansen har været til sommer- og vinter-OL fem gange som mental-træner for atleterne.
40-årige Martin Heggelund fra Roskilde skal til de paralympiske lege som en af kun to danske cykelryttere, selv han først begyndte at dyrke cykelløb i en sen alder.
Lige inden OL gik i gang, blev ridesporten i England ramt af en skandale, da en af medaljefavoritterne i dressurridning, Charlotte Dujardin, trak sig, fordi der dukkede en video op, hvor hun slår en hest flere gange. Det fik også konsekvenser i Roskilde, hvor virksomheden Equine LTS holder til. Læs hvorfor ejeren måtte udskyde sin ferie på grund af sagen.

Ugen bød også på opfølgninger på nogle af sommerens historier:
På Københavnsvej har en gruppe beboere været trætte af, at fremmede mænd er dukket op i tide og utide, fordi de er blevet snydt af escortsider, som har givet dem adressen. Læs hvordan det går nu, efter problemet har været omtalt i medierne.
Tidligere på sommeren fløj fem papegøjer væk fra Roskilde Tekniske Skoles afdeling Vilvorde. En af dem dukkede siden op, men det ser desværre mere sort ud for de resterende fire.
Apropos fugle, så er der nyt om de tre storkeunger fra reden ved Gundsølille, og hvordan de har klaret den våde sommer.
Endelig er der en opfølgning på sagen om Annelise Siber og hendes datter Christina, som vi skrev om tidligere i år. 49-årige Christina har en hjerneskade og bor i sin mors lejlighed, fordi det er gået galt de gange, hvor hun har prøvet at bo for sig selv. Hendes mor ønsker at få datteren anbragt på et bosted, men det ville Roskilde Kommune ikke gå med til. Siden har kommunen ændret holdning, men det har ikke løst problemet.
Herunder kan du se links til en stribe andre Roskilde-nyheder fra sidste uge.