Virksomhed modtager tocifret millioninvestering

Holdet bag Searine. Yderst til højre ses stifter og administrerende direktør Anders Hovmøller. Foto: Searine

Holdet bag Searine. Yderst til højre ses stifter og administrerende direktør Anders Hovmøller. Foto: Searine

Den Roskilde-baserede virksomhed Searine modtager en betydningsfuld to-cifret million investering, der vil blive anvendt til at videreudvikle og markedsføre et banebrydende elektriske sejldrev.

Den nye investering kommer fra den nyligt tiltrådte bestyrelsesformand Jacob Jelsing, som selv er en passioneret sejler. Han er medstifter af den børsnoterede biotekvirksomhed Gubra, samt stifter af holdingselskabet Change Ventures, som har investeret i Searine.

Målet med Change Ventures er at tilbyde risikovillig kapital til grønne startups og bæredygtige virksomheder, der arbejder med projekter, som kan skabe forandringer i samfundet.

Jacob Jelsing tilslutter sig den anden investor i virksomheden, Kim Madsen, der til dagligt er virksomhedsejer, og som også har stor interesse for sejlads. Kim Madsen er stifter samt CEO hos Momentum Energy Group A/S, der er en international udvikler, forvalter, og investor inden for vind- og solenergi med hovedsæde i Roskilde. Kim Madsen har investeret i Searine A/S som privatperson.

Personlig sag

Searine er grundlagt af sejleren og iværksætteren Anders Hovmøller, som har arbejdet målrettet på at udvikle et sejldrev, der ikke kun revolutionerer sejladsens effektivitet, men også bidrager til en mere bæredygtig og digital fremtid til søs.

- Jeg har et stort ønske om at hjælpe og assistere de ildsjæle og firmaer, som arbejder for en mere bæredygtig fremtid. Og det gør Searine. Derudover er det en personlig sag, som jeg brænder dybt for. Som sejler, havbiolog og klimaaktivist piner det mig at se en sejlindustri, hvor mere end 99 procent af flåden er drevet med fossile brændstoffer. Searines system tilbyder også en række unikke funktioner, som jeg mener, vil kunne revolutionere sejlindustrien og forbedre sejloplevelsen markant, siger Jacob Jelsing i en pressemeddelelse.

Bæredygtig sejlads

Searines elektriske sejldrev er en unik kombination af teknologi, der omfatter en 360-graders drejelig propel, hvilket gør manøvrering af båden enklere, især under havneindgange.

Udover dette muliggør sejldrevet genopladning gennem hydrogeneration, og dets AI-styrede system kan assistere med ruteplanlægning i forhold til vejrforhold, afstand, dybder, genopladning og trafik. Den innovative teknologi forbedrer ikke kun sejladsens effektivitet og rækkevidde, men også dens bæredygtighed.

- Med Jacob på holdet styrker vi Searines kapitalforhold og bestyrelsesfunktion betydeligt, og vi kan fordele opgaverne mere effektivt imellem flere hænder. På den måde vil vi hurtigere kunne komme i vandet og være med til at vise vejen inden for maritim innovation mod en mere bæredygtig og effektiv fremtid til søs, siger Kim Madsen.

Afgørende skridt

Searine skiftede for nylig navn efter tidligere at have været kendt som Undine. Det var under det navn, at virksomheden i januar vandt Roskilde Erhvervspris 2023.

- Denne investering markerer et afgørende skridt fremad og vil accelerere vores virksomhed. Jeg er glad og stolt over at have to så erfarne sejlere og forretningsmænd med ombord, som med deres specialiserede viden vil kunne hjælpe virksomheden hurtigt fremad og hermed fremskynde udviklingen til gavn for klimaet, havmiljøet og sejlerne, siger Anders Hovmøller.

I dag huser Searine 10 medarbejdere og forventes at komme på markedet i løbet af 2025.

Anders Hovmøller er grundlægger af Searine, der hed Undine, da virksomheden vandt Roskilde Erhvervspris 2023. Foto: Searine
Anders Hovmøller er grundlægger af Searine, der hed Undine, da virksomheden vandt Roskilde Erhvervspris 2023. Foto: Searine

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...