Det skete der i Roskilde, mens du holdt ferie

Hurtigt overblik over sidste uges begivenheder.

Sidste uge bød på sommerens første byparkskoncert.

Sidste uge bød på sommerens første byparkskoncert.

Foto: Anders Ole Olsen

Du er lige landet fra din sommerferie og har måske været langt væk fra Roskilde i flere uger. Her får du et hurtigt overblik over, hvad der er sket, mens du var væk.

Tophistorien er fortsat dødsulykken på Roskilde Festival, hvor en mand omkom efter at være blevet ramt af en traktor under oprydningsarbejdet. Politiet mente i første omgang ikke, at afdøde var en del af arbejdet, men i løbet af ugen kom der nye oplysninger frem.

Sjællandske Nyheder blev kontaktet af en tidligere hjemløs, som kunne fortælle, at manden var en hjemløs, der arbejdede for en organisation, som rydder op efter festivalen.

Der skete også nyt i sagen om Jimmi Lillelund, som har været forsvundet siden 2020. I forrige uge kom det frem, at Midt- og Vestsjællands Politi har sigtet tre personer for drab i sagen, og onsdag var politiet ude på den gård i Gundsømagle, hvor Jimmi Lillelund boede ved sin forsvinden, med en gravemaskine og teknikere.

Politiets teknikere til stede på den gård i Gundsømagle, hvor Jimmi Lillelund boede, da han forsvandt i 2020.
Politiets teknikere til stede på den gård i Gundsømagle, hvor Jimmi Lillelund boede, da han forsvandt i 2020. Foto: Presse-fotos.dk

En anden historie, der vakte opsigt, var 16-årige Noa Pedersen, som brækkede sin arm, da han blev ramt af en knallert, mens han kørte cykel. I første omgang havde familien ikke held med at anmelde episoden til politiet, men det lykkedes, da Sjællandske Nyheder tog kontakt.

I sidste måned blev det meddelt, at byrådsmedlem Mads Christian Præstegaard havde forladt SF og fortsætter som partiløs. Bestyrelsen i SF Roskilde angav som længere tids samarbejdsproblemer som årsag, mens Mads Christian Præstegaard i første omgang forholdt sig tavs. I sidste uge tog han dog bladet fra munden og anklager SF for karaktermord og for at have tvunget ham ud af partiet.

På den politiske bane fortsætter en gruppe ældre borgere deres kamp for at få deres busforbindelse tilbage efter, at buslinjerne 204 og 209 blev sparet væk. Et borgerforslag har samlet over 1000 underskrifter, og nu har gruppen sendt et forslag til byrådet, der kan genskabe busforbindelsen til Margrethegården, Kongebakken og Bernadottegården.

Publikum foran scenen til Mille og Pil i Byparken
Publikum foran scenen til Mille og Pil i Byparken Foto: Anders Ole Olsen

Det var desuden ugen, hvor der kom gang i sommerens koncerter i Byparken. Pil og Mille var de første navne, der samlede mange mennesker, men koncerten slap ikke for tekniske problemer.

BMX-banen på Darupvej er ved at blive bygget om, og Roskilde BMX fortæller, at målet er at få en ny bane i international klasse.

Ramsømagle Forsamlingshus har fået nye forpagtere, men modsat tidligere er det hverken et cateringfirma eller en kok. I stedet er det en forening, der har taget over.

Endelig kunne vi fortælle, at de nye arbejdstidsregler, der trådte i kraft den 1. juli, giver Roskilde Brandvæsen hovedbrud. Og det var ikke det eneste, der skabte panderynker hos brandfolkene i ugens løb.

Herunder kan du se links til en stribe andre Roskilde-nyheder fra sidste uge.

Læs også

Har du et godt tip til historier, der fortjener opmærksomhed, så skriv endelig en mail til redaktionen på roskilde.red@sn.dk

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...