Dødsulykke på festivalplads - person ramt af traktor

En mand er torsdag aften død efter en ulykke under oprydningsarbejdet efter Roskilde Festival.

Politiet undersøger en ulykke på teltområdet ved Kamstrupvej i Roskilde torsdag d. 11. Juli 2024. (Foto: Steven Knap/Scanpix 2024)

Politiet undersøger en ulykke på teltområdet ved Kamstrupvej i Roskilde torsdag d. 11. Juli 2024. (Foto: Steven Knap/Scanpix 2024)

Foto: Steven Knap

En tragisk ulykke indtraf på det tidligere teltområde ved Dyreskuepladsen i Roskilde, hvor en traktor under oprydningsarbejdet ramte en person. Personen blev efterfølgende erklæret død. Det skriver Midt- og Vestsjællands Politi på det sociale medie X.

Ulykken skete under de igangværende oprydningsarbejder på pladsen. De præcise omstændigheder, der førte til ulykken, er endnu ikke klarlagt, men politiet har afsluttet aftenens undersøgelser.

- Vi har gang i mange forskellige undersøgelser i forbindelse med ulykken. Vi har den store pakke på stedet, retsmedicinere, bilinspektør og kriminalteknikere, fortæller vagtchef hos Midt- og Vestsjællands Politi Mikael Rahn til Sjællandske Nyheder torsdag klokken cirka 22.45.

Her kan man se to af politiets biler køre i det sydøstligste hjørne af festivalens campingsplads. Det er spiret på Vor Frue Kirke i baggrunden.
Her kan man se to af politiets biler køre i det sydøstligste hjørne af festivalens campingsplads. Det er spiret på Vor Frue Kirke i baggrunden. Foto: Presse-fotos.dk

Politiet har fået bekræftet deres formodning om, at den afdøde er en udenlandsk statsborger.

- Vi har at gøre med en polsk mand født i 1972, og vi har fået underrettet hans pårørende, siger Mikael Rahn.

Den røde traktor her på billedet var part i dødsulykken og den blev kørt af en mand på 63 år.
Den røde traktor her på billedet var part i dødsulykken og den blev kørt af en mand på 63 år. Foto: Presse-fotos.dk

Mikael Rahn kan ikke oplyse, om ulykken skete, mens traktoren var i gang med at bakke eller dreje.

- Jeg kan kun sige, at vi har at gøre med en traktor, der bevæger sig, og under den manøvre bliver den polske mand ramt. Vi arbejder både med sagen som et mistænkeligt dødsfald og som en arbejdsulykke, siger han til Sjællandske Nyheder.

Ulykken skete kort før klokken 18.

- Vi skal have fastlagt, om den polske mand var død, før han blev kørt over, eller om han døde ved at blive kørt over.  Det må de næste dages arbejde kaste mere lys over, siger Michael Rahn til Sjællandske Nyheder ved 23.30-tiden.

Manden, der kørte traktoren, er 63 år. Politiet vil på nuværende tidspunkt ikke oplyse yderligere om hans identitet.

Hvor på campingpladsen ulykken er sket, kan politiet ikke oplyse her til aften, men de billeder, som Sjællandske Medier har set, peger i retning af, at ulykken er sket i det sydøstlige hjørne af campingpladsen tæt på landsbyen Vor Frue.

Ifølge Sjællandske Nyheders oplysninger var manden i traktoren i gang med at rydde op efter Roskilde Festival. Hvad den afdøde lavede på pladsen er endnu ikke klarlagt.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...