Der er blevet luftet meninger og standpunkter i forhold til planerne for moderniseringen af Rungsted Havn. Ikke alle indlæg bygger på fakta, hvorfor havnebestyrelsen gerne vil bidrage til en bedre forståelse af situationen om havnens fremtid.
Udgangspunktet er en modernisering af den 50 år gamle havn, så den også kan bruges de kommende 50 år.
- Havnebestyrelsen i Rungsted Havn ønsker at modernisere den 50 år gamle havn for at sikre dens fremtidige brug.
- Moderniseringen, der oprindeligt blev vurderet til at koste 180 millioner kroner, er nu estimeret til 325 millioner kroner på grund af prisstigninger og klimasikring.
- Der er et stort behov for flere bådpladser, da 900 familier står på venteliste, og havnebestyrelsen ønsker at tilføje cirka 200 ekstra pladser.
- Eksperter har vurderet, at udvidelsen kun vil påvirke vandgennemstrømningen i Øresund minimalt, og der er forslag til at løse problemer med sand- og tangophobning.
- Havnebestyrelsen erkender, at havnen ikke kan finansiere moderniseringen alene og søger samarbejde med kommunalbestyrelsen for en økonomisk fornuftig løsning.
Havnens tilstand under vandet kalder på omfattende fornyelse; herunder især enderne af de to ydermoler, broerne langs ydermolerne, gæstebroen og området omkring kranen. Det i sig selv er kostbart.
På den baggrund besluttede havnebestyrelsen for fem år siden at iværksætte et solidt grundlag for en modernisering.
Det kom der en hvidbog på 1.000 ideer fra borgere og brugere ud af - og de dannede grundlag for et skitseprojekt, hvor moderniseringen blev vurderet at skulle koste i omegnen af 180 millioner kroner.
Det var der fuld politisk enig om at bruge som grundlag for næste skridt.
Siden denne beregning har der været en kraftig prisstigning, der tilmed er meget usikker. For at imødekomme denne usikkerhed har rådgiveren indregnet en anseelig prisstigning. Ydermere er der kommet behov for, at kommunerne klimasikrer - denne del til omkring 29 millioner kroner for den eksisterende havn var ikke med i det første overslag.
Totalrådgiveren nåede derfor frem til, at det i dag vil koste 325 millioner kroner.
Det kunne havnebestyrelsen og mange andre ikke se - under nogen omstændigheder - var realistisk.
Derfor overvejes det nu, hvad der er den bedste vej frem i projektet, som under alle omstændigheder skal gennemføres i en eller anden form så snart som muligt. Det haster, mener havnebestyrelsen.
Kraftigt behov flere bådpladser
Det andet element er det kraftige behov for at få flere bådpladser; vi opererer med cirka 200 ekstra pladser.
Havnebestyrelsen finder det ikke rimeligt, at 900 familier på ventelisten ikke får mulighed for at få en båd i havnen førend langt ud i fremtiden.
Læs også
- Politikere i tænkeboks efter krisemøde om havnen
- Bombe under stor havneudvidelse - politikere indkaldt til afgørende møde
Det er ikke specielt loyalt også for dem på ventelisten, at visse med båd i havnen mener, at de, der står på ventelisten, ikke skal have samme muligheder som dem selv, nemlig at have båd i havnen.
Hvis det er af nervøsitet for, at pladslejen på deres havneplads stiger ved en udvidelse, står havnebestyrelsen fast på, at lejen af en bådplads i havnen ikke skal ændres med andet end den sædvanlige indeksregulering.
Havneudvidelsen var fra start af blandt andet begrundet i at give bådene i yderbassinet bedre forhold, da de i den nuværende havn ikke er gode. Det var et vigtigt ønske fra sejlerne, som blev imødekommet ved den skitserede udvidelse.
Ikke problem for gennemstrømning
Andre har sat fokus på, at en udvidelse hindrer gennemstrømningen af vandet i Øresund. Eksperter har undersøgt dette og er kommet frem til, at den skitserede løsning vil have en indflydelse på strømningen gennem Øresund på 0,0005 procent.
Atter andre har sat sig imod udvidelsen grundet større sand- og tangophobning i hjørnet syd for havnen. I det nye reviderede projekt er der et forslag til at løse problemet med nødvendig sikring af kysten syd for havnen.
Læs også
- Vi siger nej tak til udvidelse af Rungsted Havn
- LA håber på en løsning for udviklingen af Rungsted Havn
- V bremser stor havneudvidelse - børn og ældre skal prioriteres
Det har aldrig været en del af havneprojektet og dermed blot et forslag for at slå flere fluer med et smæk, når populært sagt "maskinerne er i området" og dermed komme lodsejerne i møde på den truende udvikling af kysten både syd og nord for havnen, som skyldes de ændrede vejrforhold. Men som sagt er det ikke en del af projektet.
Havnebestyrelsen har den holdning, at vi skal tage ansvaret alvorligt om at skabe en klimasikker havn, der på mange måder bliver mere bæredygtig, mere biodiverse og som især er til meget større glæde for borgerne i Hørsholm og omegn.
Kan ikke selv finansiere
Vi erkender, at havnen på ingen måde selv kan finansiere en klimasikring endsige modernisering af havnen, men vi er klar til at samarbejde med kommunalbestyrelsen om en pragmatisk løsning.
Hvis en udvidelse kan holdes indenfor de 180 millioner kroner, kan havnen bidrage med 60 millioner kroner, hvor de 30 millioner kroner kun er muligt med de øgede indtægter fra de flere bådpladser.
Hvis en havneudvidelse ikke er en del af projektet, kan havnen kun bidrage med 30 millioner kroner.
I havnebestyrelsen er vi af den faste holdning, at havnen skal moderniseres nu og at dette skal ske på et økonomisk fornuftigt grundlag i partnerskab med kommunen. Det er værd at huske, at havnen besøges af 1,5 millioner mennesker om året og er dermed suverænt Hørsholm Kommunes største attraktion.
Derfor arbejder havnebestyrelsen for den gode havn for alle, der fortsat er en attraktiv og klimasikret oase i de næste 50 år.
Det er klart, at en så væsentlig fordyrelse af projektet, som der her har været tale om, skaber forstyrrelse i processen, men der skal ikke herske tvivl om, at havnebestyrelsen er klar til at beholde arbejdstøjet på.
Vi vil gerne arbejde videre med, hvor meget vi kan få lavet for de penge, der bliver enighed om - og helst på en måde, så der senere er mulighed for at lægge flere brikker til puslespillet, hvis der er penge, lyst og behov. På den måde vil havnen være fremtidssikret på flere måder.
