Vi siger nej tak til udvidelse af Rungsted Havn

Allerede i kommunalvalgkampen 2021 gjorde vi i SF Hørsholm det klart, at udvidelse af havnen ikke var en tvingende nødvendighed for vores by. Hverken økonomisk eller i forhold til de miljømæssige konsekvenser for Øresund.

Nu viser det sig, at projektet ikke længere koster 180 millioner kroner, men 320 mio. kroner. Store dele kan ganske vist lånefinansieres, men restsummen vil gøre store indhug i vores likviditet og i den anlægsramme, den borgerligt økonomiske budgetlov lægger som låg for vores kommunale økonomi.

Havnen er i forvejen økonomisk veldreven med mange besøgende hver eneste år, gode restauranter og butikker og er et skønt sted for Hørsholms borgere og gæster - både til vands og til lands. Det skal vi sikre kan fortsætte, selvom renovering og klimasikring nu viser sig at komme til at koste 130 mio. kr., hvoraf havnen kun selv har de 30 mio. kr., mens vi som kommune skal lånefinansiere resten.

Nogle kalder det en ’drømmehavn’ at få den udvidet, men vi mener ikke, det er nødvendigt.

Og så er det ganske enkelt alt for dyrt for en mindre kommune som Hørsholm at skulle bruge så mange anlægskroner på en større havn, når vi samtidig har lagt et ganske stort anlægsbudget med en lang række klima- og renoveringsprojekter, fordi der ikke er blevet vedligeholdt løbende.

Også når der ovenikøbet planlægges at bruge 25 mio. på at rive det gamle rådhus på Ådalsparkvej 2 ned, fordi det heller ikke var vedligeholdt, men fyldt med skimmelsvamp.

Havnen skal selvfølgelig renoveres og klimasikres, og det må vi som ansvarlig kommune hjælpe til med. Men vi skal ikke bygge videre på urealistiske luftkasteller.

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...