Efter flere års forberedelser er en ny plan klar med et forslag til en ny naturpark, som både skal forbedre naturen, sætte fokus på unikt landskab og fortælle borgere, potentielle tilflyttere og turister om områdets kulturhistorie. Nu inviteres alle interesserede til at diskutere planen.
Ringsted Kommune sender nemlig et forslag til plan for Ringsted Naturpark med et tilhørende kommuneplantillæg i offentlig høring. Det skriver kommunen i en pressemeddelelse.
- Med en ny naturpark kan vi trække vores unikke og skønne natur helt tæt på Ringsted by og mange af vores landsbyer, så det bliver nemt for både børnefamilier, voksne og ældre at komme ud og få nogle dejlige naturoplevelser. Naturparken er en chance for at sætte Ringsted på Danmarkskortet og gøre det endnu mere attraktivt at bo og bosætte sig her, siger Klaus Hansen (V), borgmester i Ringsted Kommune.

Vægt på frivillighed
Borgmesteren opfordrer nu alle parter med interesse i naturparken til at deltage i høringen frem til oktober, og understreger, at en eventuel udvikling af en ny naturpark skal ske med respekt for naturen og de mennesker, der ejer og bor i området.
Der lægges op til, at det er frivilligt at deltage i naturparken, og lodsejerne har mulighed for at melde sig ud af naturparken både under høringen, men også efterfølgende efter vedtagelsen af kommuneplanstillægget.
Udkastet har allerede været i for-høring hos de otte største lodsejere i området, som alle bakker op om planen.
Disse naturområder kan blive naturpark
- Gyrstinge sø og Haraldsted sø – ejet af Ringsted kommune.
- Vrangeskov og Myrdeskov – ejet af Staten, Naturstyrelsen.
- Store og Lille Bøgeskov – ejet af Sorø Akademi.
- Allindemagle Skov – ejet af Niels Poul Dreyer.
- Allindelille Fredsskov – ejet af Danmarks Naturfond.
- Kværkeby Fuglereservat – ejet af foreningen for Kværkeby Fuglereservat.
- Vandløb, mindre søer, moser og enge, der forbinder de store områder.
Natur, landskab og kulturhistorie
Den nye naturplan sætter fokus på naturen, landskabet og områdets kulturhistorie, men også på hvordan en naturpark vil kunne samle by og land, skabe ny sammenhængskraft og en lokal identitet, der vil være attraktiv for både borgere, erhvervsliv og kommune.
Planen om Ringsted Naturpark omfatter et større naturområde med Gyrstinge Sø og Haraldsted Sø centralt placeret i landskabet. Naturparken strækker sig på tværs af kommunen og inkluderer søer, vandløb, moser, enge, overdrev og store skovområder.
Britta Nielsen (SF), formand for Klima- og Miljøudvalget i Ringsted Kommune, glæder sig over, at arbejdet med en naturpark nu er nået så langt:
- En naturpark giver os en rigtig god ramme for at samarbejde med lodsejere om at bevare og udvikle vores skønne natur omkring Ringsted. Hvis det skal lykkes, så er vi nødt til at have et godt og tæt samarbejde mellem lodsejere og kommunen, siger Britta Nielsen.
Biodiversiteten
For skovfoged Anders Grube, som har været formand for det Pilotnaturparkudvalg, er ét af målene med en ny naturpark er at værne om den særlige natur, som findes i området.
- Området har en meget fin natur og et stort potentiale. En stor del af naturparken nævnes i en rapport fra Københavns Universitet som et af de steder i Danmark, hvor etableringen af et stort sammenhængende naturområde vil skabe det største udbytte for biodiversiteten på en omkostningseffektiv måde, siger skovfoged Anders Grube.