Udvalg er klar med anbefalinger til Naturpark Ringsted

Der var stor deltagelse i mødet om planerne for Naturpark Ringsted

Der var stor deltagelse i mødet om planerne for Naturpark Ringsted

Natur: Interessen for at høre om oprettelse af naturpark i Ringsted var stor, da Søudvalget for Gyrstinge Sø i går holdt orienteringsmøde i Landsbyhuset i Gyrstinge. Der var mødt 30-40 op for at høre arbejdsgruppens tanker og betragtninger om en naturpark i Ringsted.

Arbejdsgruppens anbefalinger sendes til politikerne, som snart skal tage stilling til, om vi skal have en naturpark i Ringsted efter Friluftsrådets koncept for danske naturparker.

Søudvalget, der udelukkende er rådgivende, består af tre repræsentanter for byråd, otte for lodsejere, fire borgere og ildsjæle og yderligere to personer. Jess Friis, der er en af de lokale repræsentanter, stod for gennemgangen af projektet.

De generelle anbefalinger til en naturpark er, at det skal være et samarbejde om natur, kultur, landskab og erhverv, hvor de forskellige interesser kan mødes i forståelse og viden om vores natur, kulturhistorie, landskab og erhverv.

En forudsætning for naturparkprojektet er, at de primære erhverv, landbrug og skovdrift, samt jagt i området skal respekteres.

Øge kvaliteten af naturen

Det overordnede formål med naturparken er at øge kvaliteten af naturen.

Der er rigtig mange, der gerne vil bruge naturen. Det mærkede man specielt under coronaen, hvor der var mange ude i naturen, blandt andet gik de rundt om søen. Det gav mere affald i naturen og flere uhensigtsmæssige parkeringer.

- Hvis man vælger at gå videre med naturpark, skal der være god vejledning om brugen af naturen, for eksempel affaldshåndtering og parkering af biler, sagde Jess Friis.

Hvis man beslutter at lave en naturpark, så skal der ansættes en medarbejder til naturpleje.

De områder, udvalget anbefaler til naturpark er Gyrstinge og Haraldsted søer, Vrangeskov, Myrdeskov, Store og Lille Bøgeskov, Allindemagle Skov, Allindelille Fredsskov samt vandløb, mindre søer, moser og enge, der forbinder de store områder.

For at projektet kan realiseres, er det vigtigt at få lodsejerne med.

- Vi tror ikke på, at en kommune kan løfte det projekt alene. Vi tror, vi skal have lodsejerne med, understregede Jess Friis.

Kommunen har været i dialog med nogle af lodsejerne, og arbejdsgruppen anbefaler et løbende samarbejde mellem kommune og lodsejere.

Naturens identitet

Arbejdsgruppen foreslår, at der arbejdes med udviklingen af naturparkens identitet. Der er mange kulturhistoriske aftryk i området i form af gravhøje, dysser, voldanlæg, herregårde, landsbyer og kirker. Området gemmer også på myter om trolde og hellige kilder.

- Kunne man tænke sig Ringsted som naturområde eller tænker vi Ringsted og outlet, spurgte Jess Friis.

Han nævnte muligheder for at åbne for inspiration og nye måder at tænke naturen ind på, som for eksempel produkter, der kommer fra Naturpark Ringsted. Måske kan landmanden finde naturpartnere, for at fremme lokale varer og serviceydelser.

Jess Friis understregede, at der naturpark altid skal være baseret på frivillighed, og lodsejere altid skal kunne melde sig ud.

- Det, der virkelig kan sætte skub i det er, at lodsejerne kan få noget ud af det, pointerede Steen Kisselhegn, der også er med i arbejdsgruppen.

En lodsejer spurgte til, hvad årsagen er til, at der er foreslået helårsgræsning i naturparken.

Bjarne Krog svarede, at det drejer sig om afgræsning med få dyr, og det er for at øge biodiversiteten.

En borger udtrykte bekymring for om projektet i det hele tager bliver til noget, da hans erfaringer, at frivillighedspincip ikke bliver til noget.

Man kan se mere om Naturpark i Ringsted på kommunens hjemmeside under paragraf 17,4 udvalg, pilotnaturpark.

Foto: Anders Ole Olsen
Foto: Anders Ole Olsen

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...