Ørsted, Equinor og Nordsøfonden har torsdag fået tilladelse af Energistyrelsen til at udforske potentialet for at lagre CO2 i det, der kaldes for Kalundborg-området. Det sker som en del af statens udbud af efterforskningslicenser til CO2-lagring.
- Vi er glade for, at vi sammen med Equinor og Nordsøfonden er blevet tildelt licens til at at efterforske, hvorvidt området i Kalundborg Kommune er egnet til CO2-lagring. Det er et naturligt næste skridt i opbygningen af vores Ørsted Kalundborg CO2 Hub at være med, da vi i forvejen er ved at etablere logistik, infrastruktur og terminalløsning til håndteringen af CO2 i Kalundborg. Fangst og lagring af CO2 er et nødvendigt supplement til de direkte CO2-reduktioner, hvis vi skal bremse klimakrisen i tide, siger Ole Thomsen, direktør for Ørsteds Kraftværker.
Samarbejdet mellem de tre selskaber er navngivet CO2 Storage Kalundborg. Equinor,der er majoritetsejer på projektet med 60 procent, skal undersøge områdets egenethed til CO2-lagring. Ørsted bidrager med infrastruktur og logistik fra Ørsted Kalundborg CO2 Hub, som skal fange CO2 fra Asnæsværket i Kalundborg samt Avedøreværket i København.
280.000 tons CO2
Allerede fra 1. december 2025 skal et nyt anlæg på Asnæsværket, som Ørsted ejer, være i drift, mens det fra 2026 forventes, at anlægget kan fange 280.000 tons CO2 årligt.
Også Avedøreværkets halmfyrede blok skal have et anlæg, der fra 2026 forventes at kunne opsamle 150.000 tons CO2 årligt.
Ørsted etablerer CO2-fangst på Asnæsværket og Avedøreværket.
Ørsted vil opsamle 150.000 tons CO2 fra Avedøreværket og 280.000 tons CO2 fra Asnæsværket om året.
Asnæsværket bliver knudepunkt for den opfangede CO2 fra både Asnæsværket og Avedøreværket.
Fra Asnæsværket skal CO2’en håndteres og transportes videre til et lagringsreservoir i den norske del af Nordsøen.
Anlægget på Asnæsværket skal være i drift 1. december 2025.