Som SN.dk kunne fortælle i sidste uge, er der lagt op til at rive ti såkaldte Bellahøjhuse fra 1950'erne ned. Det bekræfter boligselskabet SAB nu i en pressemeddelelse.
- 487 almene boliger på Bellahøj er i så dårlig og sikkerhedsmæssigt kritisk stand, at en klassisk renovering ikke kan hænge sammen økonomisk. Boligselskabet har fundet en mulig vej til at redde de almene boliger ved at rive ned og genopbygge efter samme grundplan, lyder det fra SAB.
- Boligselskabet SAB stod på den baggrund i en svær situation og havde grundlæggende to muligheder. Afvikle den almene boligafdeling og sælge grunden fra eller forsøge at finde en anden vej til at redde boligerne, forklarer SAB og fortsætter:
- Vi er er sat i verden for at bygge og drive gode almene boliger, så vi gik sammen med vores rådgivere efter at finde en vej videre, der løser problemerne med boligernes farlige konstruktioner og holder sig inden for en ansvarlig økonomi. Det er jeg enormt glad for, at vi nu har en realistisk plan for at arbejde videre med, udtaler John B. Sørensen, formand for SAB, i pressemeddelelsen.
Sagen kort - Bellahøjhusenes fremtid
I forbindelse med en planlagt og gennemgribende renovering af flere Bellahøjhuse blev det i 2021 konstateret, at flere af husene kan være i fare for ikke at kunne modstå presset ved kraftigt blæsevejr eller orkan.
Ifølge eksperter er de mest udsatte bygninger vindstabile ved hastigheder på op til 13 m/s i middelvind – afhængigt af hvordan vindretningen er. Ved kraftigere vinde vil der være risiko for, at bygninger styrter sammen, lyder vurderingen.
Bag undersøgelser og beregninger står de rådgivende ingeniørvirksomheder Rambøll, Niras og Svend Ole Hansen ApS.
Som følge af nedstyrtningsfaren har Københavns Kommune givet et påbud at om fremme genhusning af seks Bellahøjhuse, hvilket betyder, at beboerne skal være ude af deres lejligheder senest 30. september 2024.
Konkret er planen en såkaldt sokkelrenovering, som ifølge boligselskabet går ud på at rive husene ned til soklen og genopbygge dem efter samme model - det vil sige dobbelthuse og en glasbygning med trappe, der binder dem sammen.
- Udfordringen i den klassiske renovering er, at de konstruktive problemer i de her huse er vanvittigt dyre at reparere på. Det er grunden til, at vi kan sammensætte et noget billigere projekt med nye konstruktioner. Samtidig kan denne løsning bidrage til at bevare det unikke, samlede arkitektoniske udtryk på Bellahøj, udtaler Rasmus Jessing, byggedirektør i administrationsselskabet KAB, i pressemeddelelsen.
Da Bellahøjhusene blev bygget tilbage i 1950'erne på Københavns højeste bakke, var der tale om en nyskabelse. Derfor møder udsigten til nedrivning også ærgrelse hos arkitekter og historikere, som SN.dk har talt med de seneste dage.
I en separat besked til beboerne i Bellahøjhusene lyder det videre:
- (...) Bellahøj-bebyggelsen udgør et samlet arkitektonisk værk, som vi naturligvis vil og skal bevare. Vi har stor forståelse for at nedrivning kan lyde barskt, også selvom det er koblet med en genopbygning med samme udtryk.
Spørger man afdelingens beboerformand John Steen Johansen, er det både sørgeligt og unødvendigt, at SAB nu vil rive højhusene ned.
- Det har længe ligget i kortene, at det her udspil ville komme, men nu går de ud og spiller med musklerne for at vise, at de er klar til at sætte handling bag ordene, siger John Steen Johansen.
En plan med forbehold
Over for beboerne oplyser SAB, at der er tale om "en plan med forbehold", og at den nye plan om nedrivning er "en skitse".
- SAB og KAB er i dialog med de relevante myndigheder og arbejder videre med den mere konkrete udformning af projektet. De største forbehold ved planen er, om alle myndigheder siger god for den, og om økonomien kan holde hele vejen hjem – i et byggemarked, som er svært at forudsige. Om alt går vel, kan vi være klar til at fremlægge et færdigt projekt for jer til afstemning på et afdelingsmøde i 2026, forklarer SAB.
Planerne om nedrivning mødte i sidste uge modstand fra lokale politikere, som både raser og ærgrer sig over et muligt farvel til ti af Danmarks første højhuse.
Ændrer garanti om tilbageflytning
Som følge af et påbud fra Københavns Kommune skal beboerne i de tre højeste bygninger forsat genhuses permanent, hvilket betyder at de får revet deres kontrakt over. I den forbindelse har SAB dog tidligere givet beboerne en garanti om, at de kunne flytte tilbage i deres egen bolig efter renoveringen. Den garanti ændrer boligselskabet nu som følge af planerne om nedrivning.
- Den bliver erstattet af en garanti om, at man kan flytte tilbage til en bolig, der svarer til den, man flyttede fra. I praksis vil man få førsteret til de nye boliger, fremfor eksterne ansøgere. Vi beklager ændringen, og vil gøre alt, hvad vi kan for at opfylde hver enkelt beboers boligønsker i forbindelse med tilbageflytning, når den tid kommer, oplyser SAB i en besked til de berørte beboere.