2,6 milliarder kroner.
Det er prisen for at renovere en række højhuse på Bellahøj uden for København, som af rådgivere er vurderet til at være nedstyrtningstruede ved for kraftige vindhastigheder. En pris, der nu vurderes til at være for høj.
Det oplyser KAB på vegne af boligselskabet SAB, der ejer de berørte Bellahøjhuse, i en pressemeddelelse og i et brev til beboerne.
Renoveringen af i alt ti højhuse skulle have været sendt i udbud i marts i år, men det kommer ikke til at ske, da den såkaldte projektering har vist, “at renoveringen bliver for dyr i forhold til rammerne for finansiering af almene boliger”, fortæller KAB.
- Vi har nu med projekteringen fået et samlet og opdateret overblik over prisen. Og den er simpelthen for høj. Så nu går vi i en kort men intensiv tænkepause, før vi kommer med en ny plan for højhusenes fremtid, udtaler Rasmus Jessing, byggedirektør i KAB, der på vegne af boligselskabet SAB varetager byggeprocessen i tæt parløb med Landsbyggefonden.
Ifølge KAB har rådgivningsvirksomheden Arkitema i den færdige projektering vurderet, at en renovering og forstærkning af højhusene som nævnt vil koste 2,6 milliarder.
Den høje renoveringspris skyldes ekstra arbejdsopgaver som behov for miljøsanering i bygningerne, altaner, der har vist sig at være i en dårligere stand end først antaget, samt stigninger i byggepriser, forklarer KAB.
Derfor skal SAB og KAB nu - i dialog med Københavns Kommune og andre relevante myndigheder - finde “alternative løsninger” på problematikken. Ifølge boligselskabet er der nemlig fortsat behov for at renovere husene.
Hos SAB ærgrer man sig ikke overraskende over, at at renoveringen er blevet for dyrt.
- Det er jo godt, at vi med en færdig projektering ved, hvor dyr en renovering vil blive. Men det er frustrerende, at pengene ikke slår til, særligt i denne sag hvor renoveringen er så presserende. Jeg deler også til fulde den frustration, som mange beboere på Bellahøj har over, hvor lang tid der er gået. Vi har nu nogle vanskelige udfordringer foran os, som vi i SAB sammen med KAB skal finde svar på, udtaler John B. Sørensen, formand for SAB, i pressemeddelelsen og uddyber til beboerne:
- Jeg er virkelig ked af, at I som beboere skal have en så nedslående besked. I har ventet i årevis på den her renovering og lever med risikoen for evakuering, når det blæser.
Rasmus Jessing peger på, at det har været nødvendigt at få gennemført projekteringen for at få et endeligt overblik over økonomien bag renoveringen.
- Højhusene på Bellahøj er i særklasse en kompliceret størrelse. De er meget slidte, har problemer med sikkerheden og er samtidig bevaringsværdige - ligesom der er stor lokal uenighed om, hvad der skal gøres. Det har betydet en svær proces, udtaler byggedirektøren.
Trods en nu standset renovering er det kommunale påbud fortsat gældende. Det betyder, at beboerne i de tre mest udsatte højhuse skal være genhuset og ude af deres hjem inden 30. juni i år.
Den oprindelige plan for renovering lød på, at husene skulle være indflytningsklare igen i 2029. KAB og SAB regner med at kunne fremlægge en ny plan for højhusenes fremtid inden sommerferien.
I forbindelse med en planlagt og gennemgribende renovering af flere Bellahøjhuse blev det i 2021 konstateret, at flere af husene kan være i fare for ikke at kunne modstå presset ved kraftigt blæsevejr eller orkan.
Ifølge eksperter er de mest udsatte bygninger vindstabile ved hastigheder på op til 13 m/s i middelvind – afhængigt af hvordan vindretningen er. Ved kraftigere vinde vil der være risiko for, at bygninger styrter sammen, lyder vurderingen.
Bag undersøgelser og beregninger står de rådgivende ingeniørvirksomheder Rambøll, Niras og Svend Ole Hansen ApS.
Som følge af nedstyrtningsfaren har Københavns Kommune givet et påbud at om fremme genhusning af seks Bellahøjhuse, hvilket betyder, at beboerne skal være ude af deres lejligheder senest 30. juni 2024.

