Ringsteds røde farve i kommunens logo matcher farven på Google Maps for tiden. Her er vejene som oftest malet røde for at indikere, at der er tung trafik i den midtsjællandske by. Og det er ikke bare i myldretiden. På alle tider af døgnet kan du ende med at bruge længere tid på vejen, end du kunne drømme om.
Det skyldes blandt andet de mange vejarbejder, der bliver udført på én gang i både midtbyen og ved byens indfaldsveje.
På Roskildevej udføres der af Ringsted Forsyning klimatilpasning og forskønnelse af den tidligere brede asfaltvej, der allerede nu blomstrer mere end nogensinde. Det betyder dog en spærret vej midt på og en omkørsel rundt i Benløse.
På Holbækvej udføres der fjernvarmearbejde. Og det er bare en af de første etaper i det omfattende projekt, der udføres af Ringsted Forsyning i hele Benløse frem til i hvert fald 2026. Det betyder lige nu ensretning af Holbækvej.
Krydset i Nordre Ringvej har Vejdirektoratet sat sig på netop for at få bugt med køtider. Her ombygges både lyskryds og til- og frakørsler til Vestmotorvejen. Det betyder kun ét far bart spor i begge retninger, og især ombygningen her har sat pres på ind- og udkørsler af Ringsted by.
I midtbyen står den gamle Sct. Knudsgade for skud. Her separatkloakerer Ringsted Forsyning, mens kommunen forskønner ved blandt andet at lave fortov og cykelstier.
Stationsområdet er først lige gået i gang, og her har Ringsted Forsyning påbegyndt arbejdet på Korsevænget og har bevæget sig videre op ad Vestervej, som nu er spærret. Det nedadskrånende område skal klimatilpasses og separatkloakeres.
På Harhoffs Allé og ved gaderne omkring er Ringsted Forsyning også i gang med separatkloakering og fjernvarme-arbejde. Her er asfalten i gang med at blive lagt, og projektet nærmer sig sin ende.
Og så er der de to rundkørsler på Østre Ringvej. Både rundkørslen på Haslevvej og Køgevej ombygges af Vejdirektoratet for at skabe bedre plads til cyklister og større trafiksikkerhed. Hvornår de arbejder er færdige er dog uvist - for få dage siden blev begge arbejdssteder forladt og arbejdet lagt dødt.
Udover de allerede igangværende vej-projekter, så forventer Ringsted Kommune at starte ombygningen af "dødskrydset" ved Amtstue Allé, Klostermarken/Nordre Ringvej op i 2025.