Andemors Verden: Temu er en trojansk hest, der vader gennem det indre markeds åbne porte

Hos Andemors Verden understreger de, at de intet har imod kinesiske produkter. De får selv produceret flere ting i Kina.

Hos Andemors Verden understreger de, at de intet har imod kinesiske produkter. De får selv produceret flere ting i Kina.

Foto: Kim Rasmussen

I et industrikvarter i udkanten af Solrød Strand suser Line Marie Wibroe og Stine Fenger-Mieritz rundt. De er ved at gøre klar til andendagen af deres lagersalg for at få tømt ud af legetøj og børneudstyr, som de sælger gennem deres virksomhed, Andemors Verden.

Ved udgangen af april opsagde de lejemålet. Ikke fordi forretningen var vokset ud af bygningerne. Tværtimod var bygningerne blevet for store. I sin tid havde de ellers lejet lokalerne, da forretningen buldrede afsted, og der var udsigt til, at de kunne fylde rummene ud. Men efter jul begyndte der at ske noget opsigtsvækkende med salget.

- I februar og marts begyndte vi at lægge mærke til vores salg. Vi oplevede flere butikslukninger end forventet blandt vores kunder, siger Stine Fenger-Mieritz.

Begyndelsen af et år har aldrig været godt salgsmæssigt for virksomheden, hvis kunder blandt er legetøjsbutikker og danske netbutikker.

 Men i år var de første måneder exceptionelt dårlige. Samtidig med, at de to ejere undrede sig over det dårlige salg, begyndte der at poppe reklamer op for en ny webshop.

- Jeg lagde mærke til Temu på Facebook, hvor jeg blev ramt af deres annoncer. Jeg undrede mig og tænkte, hvornår har jeg nogensinde interesseret mig for sokker med kaninhoveder, fortæller Line Marie Wibroe.

Det stemmer vi om til Europa-Parlamentsvalget

Den 9. juni er der valg til Europa-Parlamentet (EP) i Danmark.

Danskerne skal vælge 15 medlemmer til EP og kan vælge mellem 169 kandidater fra 11 partier.

Hverken Nye Borgerlige eller Folkebevægelsen mod EU stiller op til valget

I alt skal 360 millioner borgere fra de 27 EU-lande vælge 720 medlemmer til EP fra 6. til 9. juni, der vælges for en femårig periode.

Kilde:

Pludselig var Temu her, der og alle vegne, og det gik op for de to kvinder, hvad der kunne være en del af forklaringen på det manglende salg.

Og der er mange danskere, der handler på de kinesiske platforme som Temu. En undersøgelse Voxmeter har lavet for Sjællandske Nyheder har vist, at 42 procent af danskerne har handlet på Temu, Wish, AliExpress eller Shein.

Mistede en masse

Hos Andemors Verden, der primært sælger til andre virksomheder, har de, siden Temu kom til, oplevet at del af deres gode kunder har drejer nøglen om, mens andre har mærket et dyk i salget.

Det er blandt andet sket for legetøjsforhandleren Lirum Larum Leg, som ligger i Hornbæk. Butikken fik hijacket sit navn af Temu, hvilket betød, at hvis man googlede ord, der lå i nærheden af Lirum Larum Leg, blev man mødt af en annonce fra Temu.

Annemor. Temus. Greve
Annemor. Temus. Greve Foto: Kim Rasmussen

Det er en del af en aggressiv markedsføringskampagne, som er en del af Temus strategi, forklarer Niels Ralund, e-handelsdirektør i Dansk Erhverv.

- Strategien er blandt andet at misbruge domænenavne, hvilket Lirum Larum Leg var udsat for. De mistede 44 procent af trafikken til deres webshop i april, siger han og tilføjer:

- Temu har opkøbt alle søgeord, hvilket har fået prisen på annoncer til at stige 30-40 procent. Uanset hvad man søger på, dukker Temu op som sponsor i Google.

Andre dele af Temus markedsføring har fået 17 forbrugerråd, herunder danske Forbrugerrådet Tænk, til at anmelde Temu til de nationale myndigheder blandt andet for manipulerende designs. Den anklage har Temu i en pressemeddelelse sagt, at de tager alvorligt.

Farlig leg

I Andemors Verden har de ikke været udsat for et annonce-hijack. Men de har blandt andet Lirum Larum Leg som kunde, og har dermed indirekte været udsat for den det kinesiske markedsføringstrick.

Hos Andemors Verden understreger de, at de intet har imod kinesiske produkter. De får selv produceret flere ting i Kina. I princippet byder de også gerne en forretning som Temu velkommen, så længe det foregår på lige vilkår.

Og det er pointen.

For sådan er det ikke i dag, mener de og en lang række andre virksomheder og erhvervsorganisationer.

I juridisk forstand betragter EU webshops som Temu, AliExpress, Shein og Wish som platforme. De videreformidler en kontakt mellem producenten og forbrugeren. Dermed har platformene heller ikke et juridisk ansvar for produkter, der sælges på deres hjemmesider.

Det er den enkelte producent, der skal sikre, at produkterne overholder EU’s lovgivning for kemi og sikkerhed – ikke platformene.

En undersøgelse som den europæiske legetøjsindustri har lavet af 19 stykker legetøj, har vist, at ingen af de 19 stykker legetøj overholdt EU’s regler. Samtidig var 18 af dem decideret farlige for børn.

Manglende klistermærke

Line Marie Wibroe og Stine Fenger-Mieritz forstår godt, at det kan være tillokkende at handle på Temu. Man kommer meget langt for få penge.

Men der ligger meget andet i opgaven, Andermors Verden udfører. Når de sælger produkter importeret udenfor EU videre til forhandlere, er det Andermors Verden, der har ansvaret for, at de overholder den nationale lovgivning.

Det betyder for eksempel, at de har sikret, at der ikke er anvendt farlige materialer, at mængden af ftalater overholder grænseværdierne, at emballagen på produkterne er korrekte og på de rigtige sprog.

Derfor er valget vigtigt

Den 9. juni er der valg til Europa-Parlamentet (EP) i Danmark.

EP er den eneste folkevalgte institution i EU. Repræsentanterne i de øvrige institutioner udpeges typisk af medlemslandenes regeringer eller af EP.

14 – 58 pct. af dansk lovgivning er påvirket af beslutninger fra EU, alt efter hvordan man gør det op.

I Danmark har EU’s beslutninger særligt indflydelse på områder som miljø, forskning og arbejdsmarkedet, mens de i mindre grad har indflydelse på kultur- og velfærdsområdet.

Kilde:

Samtidig skal de til hver en tid kunne dokumentere dette, når Fødevarestyrelsen på et kontrolbesøg vil kontrollere deres madkasser, når Sikkerhedsstyrelsen vil kontrollere, at et stykke legetøj ikke kan kvæle et barn, eller når Miljøstyrelsen vil kontrollere, at legetøjet ikke frigiver farlige materialer, når et barn gumler på det.

- Alle de regler er kommet af erfaring for, at det er gået galt. De er der ikke for sjovt, siger Stine Fenger-Mieritz.

Og de bliver jævnligt kontrolleret. En enkelt gang er det også gået galt for dem. Sikkerhedsstyrelsen havde fundet et produkt, som manglede et klistermærke, hvor sikkerhedsinstruktionerne for legetøjet var skrevet på dansk.

Andemord Verden blev dømt til at betale en bøde på 25.000 kroner for det manglende klistermærke på dansk.

- Så føles det uretfærdigt, når man ser, hvad Temu sælger på det indre marked, siger de to partnere i kor.

Efter dommen gennemgik de minutiøst alle deres produkter for at sikre, at der ikke manglede noget nogle steder, fortæller Stine Fenger-Mieritz og finder en stor sort ringbindsmappe frem, der er fyldt med A4-papirer. Hvert papir repræsenterer et klistermærke, der skal på et produkt, de importerer, alt efter hvor det efterfølgende skal sælges henne.

- Vi bruger 12 til 15 timer om ugen på at sætte mærkater på produkterne. Vil du ikke tro det, siger Line Marie Wibroe, der henvender sig til Stine Fenger-Mieritz, der bekræfter.

- Vi fungerer som en målmand for produkter i Danmark. Det er det, du betaler for. Med Temu er der ikke nogen målmand, siger Line Marie Wibroe.

Annemor. Temus. Greve Foto: Kim Rasmussen
Annemor. Temus. Greve Foto: Kim Rasmussen

Den målmandsfunktion tyder Voxmeters undersøgelse på, at danskerne er klar over. I hvert fald svarer 68 procent, at de er “uenige” eller “meget uenige” i, at de føler sig lige så trygge, når de handler på en kinesisk platform, som når de handler i en webshop, der har fysisk lokation i EU.

I undersøgelsen svarer 20 procent, at de ikke er opmærksomme på, om webbutikken, de handler i, har sin fysiske placering i eller uden for EU’s grænser, hvilket altså er afgørende for den sikkerhed, produkterne har. 10 procent svarer, at de ikke ved, om de er opmærksomme på det.

Lige klistermærkerne på alle nationale sprog kunne de godt være foruden. Men de fleste andre regler er de godt tilfredse med og overholder med glæde, for det er med til at sikre en fælles standard og sikkerhed for produkterne, der sælges på EU’s indre marked.

En trojansk hest

Derfor er de også bekymret, hvis Temu og andre handelsplatforme kan fortsætte deres uhindrede adgang til de europæiske forbrugere.

- Det er som en trojansk hest, der udnytter det indre markeds åbne døre, mens det sniger en masse usikre produkter ind, siger Line Marie Wibroe.

Mens Andermors Verden er i gang med tømme lageret i Solrød Strand, leder de efter nye lokaler. Gerne lidt længere sydpå, hvor lagerlejen er billigere. 

De tror i virkeligheden, at Temu er en døgnflue. Om et år vil den være væk, for ingen kan bruge så mange penge på markedsføring og sælge produkter for et par håndører samtidig.

Det er ikke holdbart, mener de.

De er dog bange for, hvilken skade platformene kan nå at gøre, når de tænker på, hvor mange af deres kunder, der allerede har måttet lukke og slukke biksen. Derfor kan de heller ikke vente på en ny EU-regel om tre, fire, fem år.

Politikerne må bruge de regler, der allerede er og handle nu, opfordrer de

Flere lokale nyheder

Loading...

Nyheder fra Sjælland

Loading...