En ny og unik vandrerute kan fra torsdag den 6. juni opleves og nydes i Rungsted og Hørsholm, når der er officiel åbning af Blixenruten.
Åbningen fejres med bobler, musik og lidt at spise i haven på Rungstedlund fra kl. 16-18.
Blixenruten byder på en 16 km lang vandretur, der kombinerer enestående natur- og kulturoplevelser og har start og slut ved Karen Blixen Museum Rungstedlund.
Ruten er cirkulær, og undervejs bliver man ført gennem Fuglereservatet til Folehaveskoven, omkring Arboretet, gennem Hørsholm Slotshave og forbi Hørsholm Kirke, gennem Hørsholm Kirkegård og tilbage til Rungstedlund igen via Rungsted Hegn.
Der findes også tre genveje på 5-6 km for dem, der ønsker en kortere tur.
Som en af de første certificerede kultur-kvalitetsstier i Nordeuropa byder Blixenruten på oplevelser året rundt, uanset vejret. Der er nemlig udviklet 17 spændende lydfortællinger, som blandt andet dykker ned i Karen Blixens univers og hendes tilknytning til området.

Lidt overset område
Udover at formidle Karen Blixen byder ruten også på oplevelser, der er forankret i den lokale kultur- og naturhistorie. Fra fortællinger om landskabernes udvikling gennem bronzealderen og istiden til historien om dronning Caroline Mathilde, et slot der sank i grus, over fortællinger om skovens udvikling og natur.
- Med Blixenruten ønsker vi at skabe opmærksomhed omkring et stykke enestående nordsjællandsk natur- og kulturhistorie midt mellem hovedstaden og Kongernes Nordsjælland – et område som på sin vis er lidt overset, siger Anne-Mette Høeg Andersen, biolog og projektleder for Fuglereservatet, Karen Blixen Museum Rungstedlund.

Det er gratis at deltage i den officielle åbning, som har deltagelse af Hørsholms borgmester Morten Slotved. Det er dog nødvendigt at tilmelde sig via Blixen.dk, hvor du også kan læse mere om Blixenruten.
Den nye vandrerute er skabt i samarbejde mellem Karen Blixen Museum, Dansk Vandrelaug, Naturstyrelsen, Museum Nordsjælland og Arboretet. Projektet er støttet af Nordea-fonden, 15. Juni Fonden og Hørsholm Kommune.