25 kroner pr. gang. Det skal man lægge i døren, hvis man vil udfolde sig kreativt hos foreningen Børnenes Kunsthus i Lejre by om søndagen. Et noget andet prisleje sammenlignet med, hvad det koster at sende sit barn til rytmik eller kor i Lejre Kommune. Ved årsskiftet steg priserne på den kommunale musik- og billedskole markant.
Nærmere bestemt med cirka 30 procent.
Årsagen skal findes i det seneste budgetforlig i kommunen, hvor det blå flertal med støtte fra SF og De Radikale fandt kuglerammen frem og satte priserne op.
En beslutning der er faldet de frivillige i Børnenes Kunsthus for brystet.
- Stigende brugerbetaling er et skråplan, og det gav vi også udtryk for overfor kommunen i et høringssvar i forbindelse med budgetforhandlingerne, fortæller Mia Mottelson, forperson i Børnenes Kunsthus.
Hun og den øvrige bestyrelse i det frivillige tilbud, der paradoksalt nok drives i samarbejde med netop Musik- og Billedskolen i Lejre Kommune, mener, at ”børns møde med kunsten er vigtig i forhold til deres trivsel og udvikling”. Og når forældrene have flere penge op af lommen for, at deres børn kan dygtige gøre sig på trompeten eller foran staffeliet, skaber det reelt et klasseskel, lyder kritikken.
- Det er vigtigt, at børn har de samme muligheder for at udvikle deres kreative evner, og det bliver skævvredet, når man sætter brugerbetalingen op, fordi der vil være en gruppe, der ikke længere har råd til at betale. Samtidig med at man i øvrigt har sat brugerbetalingen på SFO’en op, mener Mia Mottelson.
Borgmester: Vi prioriterede Dronten
Lejres borgmester Tina Mandrup (V) forklarer, at de forhøjede priser på Musik- og Billedskolen skal ses i det lys, at Lejre Kommune skulle finde besparelser for 37 millioner kroner i 2024-budgettet. I den forbindelse valgte de fem forligspartier at frede det kommunale kulturprogram Dronten, der dækker over en række obligatoriske kunst- og kulturforløb i Lejres dagtilbud og folkeskoler.
- I forhold til kulturområdet har det været meget vigtigt for os at bevare Dronten-tilbuddet, fordi det netop er et tilbud, der sikrer, at alle børn stifter bekendtskab med arbejdet med kunst og kultur, siger Tina Mandrup.
Borgmesteren tilføjer, at Lejre Kommune samtidig har ligget ”markant lavere” sammenlignet med omegnskommuner, når det gælder priserne på musik- og billedskolens ydelser.